Skal du kun læse én artikel om adenoide ansigter? Vælg Linder-Aronson (1970)

Men Linder-Aronsons arbejde skal læses med omtanke. 'Adenoid facies' er et nyttigt klinisk pejlemærke, men den kausale kæde fra adenoidhypertrofi til kraniofaciel morfologi er langt mere kompleks, end man tidligere antog. Sammenhængen er multifaktoriel og ikke deterministisk; faktorer som muskelbalance, tungestilling, alder og arvelighed spiller også ind.

For et opdateret perspektiv anbefales et nyt review fra 2024, som sammenfatter den seneste evidens for sammenhængen mellem adenoidhypertrofi, mundånding og kraniofaciel udvikling. Reviewet understreger, at perioral muskeldysfunktion, dentale og skeletale malokklusioner samt øvre luftvejsobstruktion er indbyrdes afhængige problemstillinger, der gensidigt forstærker hinanden.

Historisk følgesvend: Før Linder-Aronson kom Subtelny JD i 1954 med sit studie 'Effects of diseases of tonsils and adenoids on dentofacial morphology' (Ann Otol Rhinol Laryngol. 1954;63:976–995), som var blandt de første til at beskrive sammenhængen systematisk. Linder-Aronson byggede videre på Subtelnys arbejde og tilføjede mere robust cephalometrisk dokumentation.

Hvad er 'adenoid facies' helt præcist?

'Adenoid facies' beskrives typisk som et ansigtsudtryk med:

• Inkompetent læbelukning (åben mund i hvile)
• Smal overkæbe (V-formet ganebue)
• Tilbagetrukne mandibulære incisiver
• Forøget anterior ansigtshøjde
• Stejlt mandibulært planvinkel (posterior rotation af underkæben)
• Retrognat mandibel
• Tilbagetrukket hyoidben
• Smalle næsebaser

Klinisk perspektiv for danske tandlæger og ortodontister

I Danmark ser vi ofte børn med adenoidhypertrofi og mundånding i forbindelse med tidlig ortodontisk screening. Det er vigtigt at forstå, at ikke alle børn med store adenolder udvikler 'adenoid facies', og at tidlig intervention – herunder samarbejde med øre-næse-hals-læger om eventuel adenotomi – kan påvirke udviklingen.

Det langsigtede perspektiv: Kronisk mundånding kan føre til posturale ændringer som sænket position af underkæben, løftet hovedposition, lav hyoidbenposition og anterior-inferior position af tungen. Disse posturale ændringer kan over tid føre til specifikke dentofaciale karakteristika. Når tungen ikke længere hviler mod ganen, mister overkæben den modvirkende kraft fra tungemusklerne, mens kindmusklerne komprimerer tandbuen – en ubalance, der kan føre til trangstilling og kæbesnedrejning.

Anbefalet læseplan

1. Linder-Aronson (1970) – fundamentet.
2. Subtelny (1954) – historisk kontekst.
3. Nyeste review (2024) – moderne evidens og begrænsninger.
4. McNamara (1981) og Warren & Spalding (1991) – diskussion af kompleksiteten i sammenhængen.