OPEC+ i Baku: Første tekniske møde satte fokus på langsigtet energisamarbejde

Der blev ikke rapporteret om en ny produktionskvoteaftale fra selve mødet i Baku. Produktionsmål fastsættes normalt gennem ministermøder og beslutninger blandt OPEC+-landene.

OPEC sænkede igen forventningen til olieefterspørgslen

Mødet fandt sted få dage efter OPEC’s julirapport, der blev offentliggjort den 13. juli. Her nedjusterede organisationen sin prognose for væksten i den globale olieefterspørgsel i 2026 til omkring 800.000 tønder om dagen. Det var lavere end vurderingen måneden før, hvor væksten blev anslået til cirka 970.000 tønder om dagen .

OPEC forventede samtidig, at den samlede globale olieefterspørgsel ville nå cirka 105,94 millioner tønder om dagen i 2026 mod 106,13 millioner i den foregående prognose . Nedjusteringen fulgte dermed to tidligere reduktioner og var den tredje på hinanden følgende nedskrivning af vækstforventningen, når junirapporten og julirapporten ses i forlængelse af de tidligere estimater .

For 2027 offentliggjorde OPEC en indledende prognose om en vækst i olieefterspørgslen på cirka 1,9 millioner tønder om dagen. Organisationen fastholdt samtidig sit skøn for den globale økonomiske vækst på 3,1 procent i 2026 og 3,2 procent i 2027 .

Hvad skete der med OPEC+’s produktion?

De syv centrale OPEC+-producenter – Saudi-Arabien, Rusland, Irak, Kuwait, Kasakhstan, Algeriet og Oman – havde allerede truffet beslutninger om produktionsmål før mødet i Baku.

I juni blev det besluttet at hæve gruppens samlede produktionsmål med 188.000 tønder om dagen fra juli. Det var den fjerde månedlige forhøjelse i træk og fortsatte den gradvise afvikling af de ekstra frivillige produktionsbegrænsninger, som blev indført i 2023 .

Flere af landene havde dog vanskeligt ved reelt at øge eksporten, fordi trafikken gennem Hormuzstrædet fortsat var forstyrret. Derfor blev forhøjelserne i flere analyser beskrevet som i høj grad symbolske eller mål på papiret .

Den 5. juli blev der ifølge den tilgængelige rapportering arbejdet videre med endnu en forhøjelse af produktionsmålet. Kilderne, der er til rådighed her, understøtter således en fortsættelse af stigningerne – ikke en bekræftet vending tilbage til et produktionskutt på 188.000 tønder om dagen .

Hormuzstrædet satte scenen for mødet

Oliemarkedet var fortsat præget af følgerne efter konflikten mellem USA og Iran. Hormuzstrædet, som er et centralt knudepunkt for den globale oliehandel, havde ifølge den amerikanske energimyndighed EIA i praksis været lukket siden den 28. februar 2026. Den 18. juni indgik USA og Iran et aftalememorandum med henblik på at afslutte konflikten og genåbne strædet .

Skibstrafikken begyndte derefter at tage til, men lå fortsat betydeligt under niveauet før konflikten i begyndelsen af juli . Den gradvise genoptagelse af transporterne frigav samtidig olie, som havde været tilbageholdt i regionen, og skabte udsigt til et mere uroligt udbudsbillede. Reuters beskrev situationen som en kaotisk rebalancering, der kunne tage måneder at falde på plads .

Oliepriserne faldt markant fra konfliktens højeste niveauer. Den 24. juni lukkede Brent-olien på 73,74 dollar pr. tønde, mens WTI-olien endte på 70,34 dollar . EIA bemærkede dog også, at Brent-prisen i gennemsnit lå omkring 105 dollar i juni og juli, fordi forsyningsbegrænsninger fortsat påvirkede markedet . Markedet var derfor ikke entydigt præget af faldende priser: Den 13. juli steg Brent eksempelvis til omkring 79 dollar efter nye spændinger omkring Hormuzstrædet .

Hvorfor er efterspørgselsprognosen vigtig?

OPEC’s nedjustering af efterspørgselsvæksten viser, at konflikten ikke kun påvirkede udbuddet. Højere energipriser, lavere økonomisk aktivitet og svagere forbrug i dele af Asien lagde også pres på efterspørgslen . Citi-analytikere vurderede, at Brent-prisen kunne falde til 60 dollar pr. tønde ved årets udgang, hvis transporten gennem Hormuzstrædet fortsatte med at normalisere sig, og efterspørgslen forblev svag .

Konklusion

Baku-mødet var først og fremmest en milepæl for organiseringen af OPEC+’s langsigtede samarbejde under Charter of Cooperation. Det var ikke i sig selv et nyt kvotemøde med en markedsbevægende produktionsbeslutning.

Den vigtigste markedsmæssige kontekst var OPEC’s tredje nedjustering i træk af forventningerne til olieefterspørgslen, de fortsatte – men delvist symbolske – produktionsforhøjelser blandt syv centrale OPEC+-lande og den usikre normalisering af olie- og skibstrafikken gennem Hormuzstrædet.