USA's pres mislykkedes: Verdens øjne var rettet mod Teheran

I juli 2026 afholdt Iran statsbegravelsen for sin dræbte øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, som blev dræbt i et amerikansk-israelsk luftangreb den 28. februar. Begivenheden blev en afgørende diplomatisk prøve: Kunne Iran stadig kommandere global respekt og deltagelse efter fire måneders krig og en skrøbelig våbenhvile? USA, der stadig var i forhandlinger med Teheran, forsøgte at sikre, at svaret var nej. Her er, hvad USA gjorde, hvem der reagerede, og hvordan begravelsen alligevel forløb.

Hvilket diplomatisk pres udøvede USA?

Ifølge en rapport fra Irans nyhedsbureau Mehr News, som citerede en højtstående iransk kilde, indledte USA en "omfattende kampagne på højeste niveau" i de fem dage op til begravelsen . Hovedmekanismen var en fortrolig instruks fra udenrigsminister Marco Rubio.

• Rubio-instruksen: Den 26. juni 2026 udsendte Rubio et direktiv til alle amerikanske ambassader og diplomatiske missioner, der pålagde dem at "bruge alle USA's kapaciteter" til at lobbye værtslandenes regeringer mod at sende delegationer. Direktivet fastslog, at deltagelse ville blive betragtet som "en uvenlig handling" med "negative konsekvenser for de bilaterale forbindelser" med USA .
• Omfang af ordren: Instruksen beskrev enhver amerikansk diplomatisk post som forpligtet til aktivt at lobbye værtsregeringer og fremstillede deltagelse som en direkte udfordring af Washington .
• Relateret diplomati: Separat var Rubio på en rundrejse i Golfen (23.–25. juni 2026), hvor han mødtes med arabiske ledere for at sælge dem den fremspirende amerikansk-iranske fredsramme og adressere deres bekymringer. Selvom det ikke var en direkte preskampagne mod begravelsen, forstærkede denne rundrejse Washingtons holdning om, at normalisering med Iran på det tidspunkt var uvelkommen .

Mehr News' vurdering af kampagnen hævdede, at mindst 13 lande, herunder tre østeuropæiske, havde ændret deres deltagelsesplaner som følge af det amerikanske pres .

Hvilke lande trak sig eller undlod at deltage?

Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvilke lande der specifikt trak sig på grund af USA's pres. De tilgængelige rapporter viser dog et tydeligt billede:

• Ingen større vestlig leder deltog. Iran selv forhindrede europæiske og vestlige ledere i at deltage. En talsperson for Irans udenrigsministerium udtalte, at lande, der havde indtaget en "upassende" holdning til det amerikansk-israelske angreb, ikke var inviteret .
• Ingen statsleder fra nogen større global magt deltog. Rusland sendte tidligere præsident Dmitrij Medvedev som "særlig udsending", Kina sendte en højtstående lovgiver frem for præsident Xi Jinping, og Indien afslog på premierministerniveau, efter at være blevet formelt inviteret af præsident Pezeshkian .
• Pakistans premierminister Shehbaz Sharif deltog dog og var den højest rangerende udenlandske regeringschef .

Manglen på topministre fra Kina, Rusland og Indien kan skyldes enten amerikansk pres, deres egne diplomatiske overvejelser eller en kombination – men en direkte årsagssammenhæng er ikke bekræftet i de tilgængelige kilder.

Hvordan forløb begravelsen trods presset?

Begravelsen blev en massiv begivenhed på trods af fraværet af globale topfigurer:

• Tidspunkt: Den flerdages statsbegravelse begyndte den 3.–4. juli 2026 i Teheran med begravelse planlagt til den 9. juli i Mashhad . Den var oprindeligt planlagt til marts, men blev udsat flere gange på grund af den igangværende krig .
• Deltagelse: Iran oplyste, at delegationer fra over 100 lande deltog, mens andre rapporter anslår omkring 30–40 lande, der sendte officielle delegationer . Millioner af iranske sørgende deltog nationalt .
• Nøgledeltagere: Den højest rangerende udenlandske gæst var Pakistans premierminister Shehbaz Sharif (den eneste regeringschef). Rusland sendte Dmitrij Medvedev, Kina sendte en højtstående lovgiver, og delegationer kom fra Tadsjikistan, Afghanistan (Taliban-ledere) og andre ikke-vestlige stater .
• Irans egen fortælling: Irans udenrigsministerium udtalte, at de ikke havde inviteret europæiske lande, der havde fordømt de amerikansk-israelske angreb, så deres fravær var Teherans eget valg, ikke blot et resultat af amerikansk pres .
• Sikkerhedskontekst: Begravelsen blev set som et "sats med høj indsats" på, at en våbenhvile og en fremspirende fredsaftale med USA ville holde, da samlingen af højtstående iranske ledere på ét sted udgjorde en potentiel sikkerhedsrisiko .

Konklusion: USA gennemførte en koordineret diplomatisk kampagne via Rubios fortrolige instruks, men ingen kilde navngiver specifikke lande, der trak sig udelukkende på grund af denne kampagne. Begravelsen tiltrak stadig delegationer fra snesevis af lande (ledet af Pakistan, Rusland, Kina på understatschefniveau) og millioner af indenlandske sørgende, mens vestlige nationer var fraværende, dels på grund af Irans egen beslutning.