Irans Ekspertforsamling advarer mod indrømmelser i atomforhandlingerne med USA

Advarslen afspejler en dyb bekymring blandt iranske hardlinere for, at forhandlerne kan give for meget væk i forsøget på at nå en endelig aftale.

Memorandummet fra Islamabad den 15. juni

Erklæringen kom mindre end to uger efter, at USA og Iran den 15. juni 2026 underskrev et 14-punkts memorandum of understanding (MOU) – det såkaldte Islamabad-memorandum. Aftalen fastlagde en ramme for at bringe fjendtlighederne til ophør .

Våbenhvile og militære bestemmelser

• En øjeblikkelig og permanent standsning af militære operationer på alle fronter, herunder i Libanon .
• USA skulle straks ophæve sin flådeblokade af iranske havne .
• Begge parter forpligtede sig til ikke at bruge eller true med at bruge militær magt mod hinanden .

En tidsramme på 60 dage

• Memorandummet indleder en 60 dage lang diplomatisk fase fra den 15. juni. I perioden skal parterne forhandle en omfattende, endelig aftale om atomspørgsmålet, sanktionslettelser og regional sikkerhed .
• Våbenhvilen skal gælde under hele perioden .

Sanktionslettelser og økonomi

• Iran kan begynde at eksportere olie med det samme, efter at memorandummet er underskrevet .
• USA gik med til at fritage iransk olieeksport og relaterede tjenester for sanktioner i de 60 dage .
• Iranske indefrosne aktiver – anslået til mellem 80 og 100 milliarder dollar – skal frigives som en del af rammeaftalen .
• Iran lovede at sikre gratis passage for handelsskibe gennem Hormuzstrædet i 60 dage .

Atomspørgsmålet er udskudt

• Atomforhandlingerne blev udskudt til den 60 dage lange forhandlingsfase. Selve memorandummet løser derfor ikke spørgsmålet om uranberigelse .
• Iran forpligtede sig til ikke at udvikle atomvåben, men de konkrete grænser for berigelse og håndteringen af lageret blev ikke fastlagt .

Uranlageret er den centrale konflikt

Det mest omstridte, uafklarede spørgsmål er, hvad der skal ske med Irans lager af uran, der er beriget til et niveau tæt på våbenkvalitet . Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, vurderer, at Iran har omkring 441 kilo uran beriget til 60 procent. Teknisk set er materialet dermed ét trin fra de cirka 90 procent, der kræves til atomvåben . IAEA's generaldirektør, Rafael Grossi, har vurderet, at lageret – hvis det beriges yderligere – kan være nok til materiale til mere end 10 atomsprænghoveder .

USA kræver, at lageret transporteres ud af Iran, fortyndes eller på anden måde bortskaffes . Men i slutningen af maj 2026 udstedte Mojtaba Khamenei en klar ordre: »Ikke ét gram forlader landet.« To højtstående iranske kilder bekræftede over for Reuters, at alt beriget uran skal forblive på iransk territorium .

Ordren står i direkte modstrid til et centralt amerikansk krav og er bredt blevet beskrevet som den største enkeltstående hindring for en samlet aftale .

Irans atomchef, Mohammad Eslami, har samtidig sagt, at enhver endelig aftale skal anerkende Irans ret til at berige uran. Også dette krav kolliderer med Washingtons position .

Modstand og debat på begge sider

I Washington

• Republikanske senatorer krævede en formel afstemning om memorandummet. De kritiserede Det Hvide Hus for at holde Kongressen i uvidenhed og for, at vicepræsident JD Vance skulle have underskrevet dokumentet uden forudgående høring af Kongressen .
• Konservative politikere og analytikere foreslog, at Kongressen kunne blokere eller forkaste aftalen. Uenigheden afspejler en voldsom intern debat i Det Republikanske Parti om, hvorvidt aftalen giver for meget væk, før atomspørgsmålet er løst .
• Den progressive gruppe i Kongressen havde allerede modsat sig yderligere finansiering af krigen mod Iran. Memorandummets udskydelse af atomforhandlingerne har desuden mødt kritik fra både høge, der mener, at USA giver for meget væk, og duer, der mener, at aftalen ikke går langt nok .
• Demokratiske senatorer forsøgte ni gange at få en resolution om krigsbeføjelser frem til afstemning med det formål formelt at afslutte fjendtlighederne. Det seneste forsøg faldt med stemmerne 47-48 .

Blandt Irans hardlinere

• Ekspertforsamlingens advarsel er i sig selv et tegn på hardlinernes bekymring for, at forhandlerne kan overskride den øverste leders røde linjer .
• Hardlinere ser memorandummet som en mulig fælde: Iran får sanktionslettelser og en genåbning af Hormuzstrædet, men uden garanti for, at landets berigelsesprogram bliver bevaret – netop det spørgsmål, Khamenei har erklæret for ikke-forhandlingsbart .
• Nogle hardlinere har offentligt argumenteret for, at 60-dagesfristen er et amerikansk forsøg på at presse atomindrømmelser ud af Iran, efter at Teheran allerede har leveret på Hormuz og olieeksporten. Det kan efterlade Iran med mindre forhandlingskraft .

Israel har også udtrykt dyb bekymring. USA vurderer, at Israel kan se den manglende løsning på uranlageret som en uacceptabel sikkerhedsrisiko, mens memorandummet ikke indeholder sikkerhedsgarantier til Israel .

Hvad sker der nu?

Memorandummet har standset kampene og genåbnet Hormuzstrædet, men uret tikker i den 60 dage lange forhandlingsfase. Det afgørende spørgsmål er, om Iran nogensinde vil gå med til at fjerne sit uran tæt på våbenkvalitet fra landet, når Khamenei samtidig fastholder, at »ikke ét gram forlader landet« .

Både Washington og Teheran møder kraftig modstand på hjemmefronten. Det kan få rammeaftalen til at bryde sammen, før de 60 dage er gået. Ekspertforsamlingens advarsel gør det samtidig tydeligt, at Irans gejstlige magtapparat vil kæmpe imod enhver aftale, der berører det, det opfatter som landets ikke-forhandlingsbare atomrettigheder.