EU-landene dæmper plan for elnettet: Det skete på energirådsmødet 26. juni

EU's energiministre fra 22 medlemslande mødtes i Luxembourg den 26. juni 2026 og blev enige om en såkaldt generel indstilling – Rådets formelle forhandlingsposition – om den europæiske elnetpakke .

Pakken blev fremlagt af Europa-Kommissionen den 10. december 2025. Den skal modernisere Europas elnet gennem en revision af TEN-E-forordningen om de transeuropæiske energinet samt et ændringsdirektiv, der skal gøre det hurtigere at få tilladelser til energiprojekter .

Mødet viste dog en tydelig konflikt mellem Kommissionens ønske om mere koordinering på EU-niveau og medlemslandenes ønske om at bevare kontrollen over national planlægning og finansiering. Det endelige kompromis svækkede især to af pakkens mest omstridte elementer.

Mindre central styring af elnettet

Kommissionens forslag skulle flytte planlægningen af energiinfrastruktur i retning af en egentlig europæisk styring. Kommissionen skulle blandt andet have en stærkere rolle i politiske forhandlinger mellem medlemslandene og i fastlæggelsen af fælles scenarier for grænseoverskridende infrastruktur .

Det var et centralt formål med initiativet Energy Highways, som indgår i pakken .

Medlemslandene satte imidlertid foden ned over for mere centralisering. Sammenslutningen af Europas transmissionssystemoperatører, ENTSO-E, advarede om, at en flytning af roller fra nationalt til europæisk niveau "vil øge usikkerheden om beslutningsresultater" og ikke i sig selv vil løse problemerne med at få infrastrukturen gennemført i tide .

Kompromisteksten giver derfor de nationale regeringer større indflydelse end Kommissionens oprindelige udspil.

Flaskehalsindtægter blev den største strid

Det mest kontroversielle punkt var Kommissionens forslag om at pålægge transmissionssystemoperatører – TSO'er – at afsætte 25 procent af flaskehalsindtægterne til investeringer i grænseoverskridende elnet .

Flaskehalsindtægter opstår, når begrænset kapacitet på forbindelser mellem lande skaber prisforskelle og indtægter for elsystemet. Flere medlemslande og netoperatører frygtede, at ordningen ville svække den nationale kontrol over elnettene .

Sverige advarede specifikt om, at forslaget kunne begrænse landets muligheder for at eksportere elektricitet, hvilket bidrog til, at ordningen blev skaleret tilbage . Et rådsdokument fra maj viste samtidig, at nogle medlemslande mente, at en ændring – hvor de 25 procent kun skulle bruges i de lande, hvor projekter af fælles interesse er placeret – "i betydelig grad udvander ånden i det oprindelige forslag" .

Kompromiset: I medlemslandenes tekst bortfalder kravet om at øremærke flaskehalsindtægter efter otte år . Ministrene valgte dermed en mere forsigtig tilgang end den, Kommissionen oprindeligt havde foreslået, og den fælles finansieringsmekanisme blev væsentligt svækket .

Allerede et spørgeskema fra Rådets formandskab i maj havde vist, hvor følsomt emnet var. Her blev landene spurgt, i hvor høj grad de var parate til at ændre deres finansierings- og planlægningsrammer – herunder brugen af flaskehalsindtægter og bredere modeller for omkostningsdeling .

National suverænitet var den afgørende drivkraft

Modstanden handlede i høj grad om national suverænitet. Flere lande var imod at give EU-Kommissionen større indflydelse på national elnetplanlægning og på anvendelsen af flaskehalsindtægter, der opkræves inden for deres egne grænser .

Sveriges advarsel om mulige begrænsninger af el-eksporten illustrerede dilemmaet. Lande med et stort overskud af vedvarende energi frygtede, at en fælles europæisk pulje i praksis kunne flytte værdier fra nationale forbrugere og netoperatører til andre medlemslande uden en tilsvarende national gevinst .

Klimaorganisationer advarede mod et svagere kompromis

Climate Action Network (CAN) Europe, der samler over 200 medlemsorganisationer, skrev inden energirådsmødet til ministrene og opfordrede dem til ikke at svække pakken .

Organisationen ønskede blandt andet:

• én fælles planlægningsmodel for grænseoverskridende infrastruktur under EU-Kommissionens ledelse,
• at ledige flaskehalsindtægter blev brugt til udvikling af elnettet, og
• en forpligtelse til gradvist at udfase fossil infrastruktur.

CAN Europe har tidligere kaldt pakken "et hårdt tiltrængt skridt" mod Europas overgang til et fuldt vedvarende og robust elnet. Samtidig understregede organisationen, at en hurtigere udbygning skal følges af stærk miljøbeskyttelse .

Også European Environmental Bureau, EEB, sendte anbefalinger til ministrene og opfordrede dem til at fastholde et ambitiøst regelsæt .

Hvorfor pakken er vigtig netop nu

Elnetpakken er blevet til på baggrund af flere samtidige pres på Europas energisystem:

• Energisikkerhed: En Greenpeace-rapport fra juni 2026 kritiserede EU-landenes reaktion på energikrisen udløst af krigen mod Iran og kaldte den en "fossil redningspakke" præget af "dyb strukturel usammenhæng" .
• Høje elpriser og netflaskehalse: En Euronews-analyse fra juni beskrev en europæisk kø på omkring 100 milliarder euro i anmodninger om nettilslutning. Rene energiprojekter kan vente i årevis på at blive koblet på, og uden indgreb risikerer Europa at blive endnu mere afhængig af ustabile fossile brændsler .
• Stigende elforbrug: Kommissionens begrundelse for pakken fremhæver, at planlægningen og udbygningen af elnettet skal understøtte EU's mål for elektrificering, digitalisering og konkurrenceevne . Efterspørgslen vokser blandt andet som følge af datacentre og elektrificeringen af industrien.
• Nyt rådsformandskab: Irland overtog formandskabet for EU-Rådet den 1. juli 2026 og har meldt ud, at landet vil forsøge at fremme arbejdet med både elnetpakken og en revision af EU's kvotehandelssystem, EU ETS .

Energilagring fik en aftale ved siden af

På sidelinjen af rådsmødet blev den første trepartsaftale på EU-niveau om energilagring underskrevet. Aftalen samler repræsentanter for offentlige myndigheder, lagringssektoren og industrielle energiforbrugere .

Næste skridt: Forhandlinger med Europa-Parlamentet

Medlemslandenes generelle indstilling baner vejen for trilogforhandlinger med Europa-Parlamentet senere i 2026. De centrale stridspunkter er nu tydelige: Skal planlægningen primært styres nationalt eller på EU-niveau, og hvem skal betale for de grænseoverskridende forbindelser?

Parlamentet kan forsøge at genindsætte noget af den ambition, som Kommissionen havde i sit oprindelige forslag.