Jeff Currie: Olieoverskuddet efter USA-Iran-aftalen er »misvisende«

1. Hormuzstrædet åbner ikke nødvendigvis normalt igen med det samme

Usikkerheden omkring Hormuzstrædet er fortsat høj, vurderede Currie den 16. juni. Han advarede samtidig om, at det kan blive vanskeligt at fastholde våbenhvilen mellem USA og Iran, og at trafikken gennem strædet muligvis først normaliseres mod årets slutning.

Det er væsentligt længere end den hurtige reaktion i olieprisen antyder. Den amerikanske energimyndighed EIA lagde i sin kortsigtede prognose til grund, at strædet reelt ville forblive lukket på kort sigt. Ifølge prognosen kan transporterne begynde at vende tilbage i tredje kvartal af 2026, men det kan tage flere måneder at nå op på niveauet fra før konflikten – muligvis først i begyndelsen af 2027.

2. Lagrene nærmer sig »tank bottoms«

I slutningen af maj sagde Currie, at olielagrene i Asien nærmede sig de laveste niveauer, som er praktisk mulige at drive markedet med. Europa kunne ifølge ham blive det næste område, mens USA risikerede mangel allerede i juli.

Globale lagertal kan derfor give et for rosenrødt billede. En del af den olie, der står på lager, er ikke umiddelbart tilgængelig eller befinder sig langt fra de markeder, hvor behovet er størst. Det samlede tal skjuler dermed regionale tømninger.

3. Forsyningen kan ikke genstartes med et tryk på en knap

Selv hvis der er indgået en aftale, skal forsikringsselskaber være villige til at dække tankskibe, ruter skal omlægges, og produktionen skal genstartes. Olieproduktion, der er blevet forstyrret af krigen mellem USA, Israel og Iran, kommer ikke nødvendigvis tilbage fra den ene dag til den anden.

En genåbning af Hormuzstrædet ville heller ikke straks fylde systemet op. Currie har sagt, at der kan gå mere end tre måneder, før der overhovedet begynder at komme en forsyning, der minder om normale mængder.

4. Prisfaldet kan være et »overshoot« nedad

Få uger før fredsaftalen advarede Currie om akut fysisk knaphed og beskrev udviklingen som et »spejlbillede af covid«. Han forudså, at Asien kunne løbe tør i maj, og at USA kunne blive ramt af mangel i juli, hvis Hormuzstrædet ikke blev åbnet igen.

Da aftalen blev annonceret, skiftede markedet brat fra mangel til overflod. Currie mener, at reaktionen gik for langt. Den 18. juni sagde han, at oliemarkedet »overshooter på nedsiden«, og dagen før beskrev han prisfaldet som en »stærk købsmulighed«, fordi den langsigtede strukturelle fortælling stadig er intakt.

Fra fysisk mangel til papirbaseret overflod

Kontrasten mellem de to markeder er markant. I marts 2026 steg spotprisen på jetbrændstof i Singapore til 230 dollar pr. tønde og i Rotterdam til 220 dollar. Currie beskrev udviklingen som »molekylær smitte«, hvor knapheden bredte sig mellem kontinenter.

Efter våbenhvilen indregnede futuresmarkedet derimod straks en bølge af nye forsyninger og sendte de officielle prisindikatorer kraftigt ned.

Currie forklarer svingningen med en slags køberstrejke. Både fysiske aktører og finansielle investorer reducerede deres lagre i forventning om lavere priser. Det skabte et midlertidigt overudbud, som kan skjule den underliggende mangel. Hvis den opsparede efterspørgsel vender tilbage, kan priserne derfor stige kraftigt igen.

IEA ser et andet tidsperspektiv

Det Internationale Energiagentur, IEA, har ændret vurdering undervejs. Før Iran-konflikten forventede agenturet et rekordstort globalt olieoverskud på omkring 3,8 millioner tønder om dagen i 2026. Under konflikten anerkendte IEA, at forsyningsforstyrrelser havde ødelagt efterspørgsel.

Efter våbenhvilen advarede IEA om, at en varig fred kan føre til et »betydeligt« overskud i 2027.

Uenigheden mellem IEA og Currie handler især om timing og omfang. Currie mener, at den fysiske mangel stadig udspiller sig i realtid, og at lagrene er så pressede, at selv en begrænset genopretning af forsyningerne vil kræve måneder for at genopbygge systemet.

EIA's egne tal viser, at de globale olielagre faldt med gennemsnitligt 6,3 millioner tønder om dagen i andet kvartal af 2026 – et tempo, der understøtter Curries advarsel om risikoen for akut fysisk knaphed.

Konklusion

For Jeff Currie er det aktuelle olieoverskud først og fremmest en kortsigtet illusion skabt af fredsaftalens effekt på futuresmarkedet. Prisen indregner overflod, mens lagrene stadig er lave, Hormuzstrædet er usikkert, og genstarten af forsyningerne kan blive langsom og besværlig.

Det afgørende spørgsmål er derfor ifølge Currie ikke kun, om overskuddet varer ved. Det er også, hvornår papirprisen igen indhenter virkeligheden på det fysiske marked – og hvor voldsom den tilpasning i så fald bliver.