Havets mikroskopiske alger kan have større indflydelse på skyerne og klimaet end hidtil antaget

I næsten 50 år har forskere diskuteret, om bittesmå marine organismer kan være med til at regulere klimaet. Et banebrydende eksperiment på CERN giver nu de stærkeste beviser hidtil for, at det kan de – og at de nuværende klimamodeller har overset et vigtigt brik i puslespillet.

I juni 2026 offentliggjorde CLOUD-samarbejdet (Cosmics Leaving Outdoor Droplets) resultater i Nature, der viser, at methansulfonsyre (MSA), en forbindelse der dannes, når plankton udleder dimethylsulfid (DMS), er en langt vigtigere drivkraft for dannelsen af skydråbekerner end tidligere antaget . Opdagelsen har umiddelbare konsekvenser for klimamodellernes nøjagtighed og forudsigelser af den fremtidige opvarmning.

Fra plankton til sky – en kemisk kæde

Kæden starter med havplankton (fytoplankton). Under fotosyntese frigiver disse mikroskopiske organismer DMS – den gas, der giver havet dets karakteristiske lugt . I atmosfæren oxideres DMS via reaktioner med hydroxylradikaler, hvilket producerer både svovlsyre og MSA .

Det nye ved CLOUD-eksperimentet er, at MSA ikke er et mindre biprodukt. Under kolde atmosfæriske forhold – typisk for det marine øvre troposfære og polare områder – fungerer MSA som en effektiv drivkraft for dannelsen og væksten af nye partikler. MSA har en ultralav flygtighed, der kan sammenlignes med svovlsyres . Disse partikler vokser til skydråbekerner (CCN – Cloud Condensation Nuclei), de kim som skydråber dannes omkring .

Denne mekanisme er særlig effektiv i kold, ren marineluft, hvor svovlsyre alene ikke kan danne partikler effektivt .

Hvorfor det er en videnskabelig nybrud

I årtier har den såkaldte CLAW-hypotese (opkaldt efter forskerne Charlson, Lovelock, Andreae og Warren) foreslået, at DMS-udledninger fra plankton kunne regulere klimaet gennem skydannelse . Men mekanismen blev anset for svag eller usikker . CLOUD-eksperimenterne viser nu, at MSA-drevet partikeldannelse er en væsentlig, hidtil overset rute – især i klimakritiske områder som Sydishavet og Arktis .

„Den marine biosfære kan være bedre i stand til at kompensere for fremtidige reduktioner af menneskeskabte aerosoler end tidligere antaget,“ udtalte CLOUD-samarbejdet .

Klimamodellernes nøjagtighed: et 50 %-hul i CCN-koncentrationer

De fleste globale klimamodeller har ikke inkluderet MSA-drevet partikeldannelse. Da CLOUD-dataene blev integreret i EMAC-modellen (en global aerosol-klimamodel), var resultaterne slående: inkludering af MSA-drevet partikeldannelse og -vækst førte til en stigning på mindst 50 % i koncentrationen af skydråbekerner over Sydishavet og polare områder .

Dette er en stor effekt i en af de mest klimamæssigt betydningsfulde regioner på Jorden. Observationsstudier understøtter yderligere effekten: over planktonopblomstringer kan antallet af skydråber fordobles, og dråbernes radius kan reduceres med 14 %, hvilket giver en kortbølget strålingspåvirkning på op til -15 W/m² i toppen af atmosfæren – sammenligneligt med aerosolers indirekte effekt over stærkt forurenede områder .

Efterhånden som menneskeskabte aerosoler reduceres (på grund af renere luft-politik), kan naturlige plankton-aerosoler overtage nogle af skydannelsesrollerne, hvilket ændrer forudsigelserne for, hvordan skyer udvikler sig i en renere fremtid .

Implikationer for fremtidige opvarmningsprognoser

Resultaterne tyder på, at biosfærens DMS-sky-feedback kan være stærkere end antaget i de nuværende IPCC-modeller. Dette kan betyde en naturlig negativ feedback, der delvis modvirker opvarmningen:

• Størst afkøling i polare områder: Modelleringsstudier viser, at når DMS-udledningerne stiger globalt, optræder den stærkeste afkøling over Arktis, forbundet med ændringer i havisens albedo-feedback .

• Potentiel dæmpning af arktisk forstærkning: Hvis plankton-sky-feedbacken styrkes under opvarmning (da varmere have kan øge biologisk aktivitet og DMS-udledning), kan dette dæmpe de forventede opvarmningsrater i Arktis .

• Større usikkerhed i klimafølsomhed: Da MSA-ruten mangler i de fleste nuværende modeller, kan den faktiske klimafølsomhed – hvor meget opvarmning der sker for en given CO₂-stigning – blive påvirket.

Vigtige forbehold

Styrken af denne feedback er stadig usikker. Nogle tidligere studier fandt lav følsomhed af CCN over for ændringer i DMS-udledning på global skala, og CLAW-hypotesen har været kontroversiel . CLOUD-resultaterne genopliver og styrker hypotesen, men fuld integration af MSA-kemi i jordsystemmodeller og validering mod observationer er stadig i gang . Resultaterne er meget nye (offentliggjort 24.-25. juni 2026) og er endnu ikke blevet vurderet af det bredere klimamodelleringssamfund.

Hvad er næste skridt?

CLOUD-eksperimentet fortsætter med at give mekanistisk forståelse af aerosolpartikeldannelse, som kan parameteriseres i klimamodeller . De vigtigste næste skridt inkluderer: at integrere MSA-kemi i IPCC-jordsystemmodeller, validere de modellerede effekter mod feltobservationer over Sydishavet og Arktis, og vurdere, hvordan feedbacken kan ændre sig under forskellige opvarmningsscenarier.

Hvad der allerede er klart: havets biologi kan have en større indflydelse på fremtidens klima, end modellerne hidtil har givet den æren for.