Det nye ved CLOUD-eksperimentet er, at MSA ikke er et mindre biprodukt. Under kolde atmosfæriske forhold – typisk for det marine øvre troposfære og polare områder – fungerer MSA som en effektiv drivkraft for dannelsen og væksten af nye partikler. MSA har en ultralav flygtighed, der kan sammenlignes med svovlsyres . Disse partikler vokser til skydråbekerner (CCN – Cloud Condensation Nuclei), de kim som skydråber dannes omkring .
Denne mekanisme er særlig effektiv i kold, ren marineluft, hvor svovlsyre alene ikke kan danne partikler effektivt .
I årtier har den såkaldte CLAW-hypotese (opkaldt efter forskerne Charlson, Lovelock, Andreae og Warren) foreslået, at DMS-udledninger fra plankton kunne regulere klimaet gennem skydannelse . Men mekanismen blev anset for svag eller usikker . CLOUD-eksperimenterne viser nu, at MSA-drevet partikeldannelse er en væsentlig, hidtil overset rute – især i klimakritiske områder som Sydishavet og Arktis .
„Den marine biosfære kan være bedre i stand til at kompensere for fremtidige reduktioner af menneskeskabte aerosoler end tidligere antaget,“ udtalte CLOUD-samarbejdet .
De fleste globale klimamodeller har ikke inkluderet MSA-drevet partikeldannelse. Da CLOUD-dataene blev integreret i EMAC-modellen (en global aerosol-klimamodel), var resultaterne slående: inkludering af MSA-drevet partikeldannelse og -vækst førte til en stigning på mindst 50 % i koncentrationen af skydråbekerner over Sydishavet og polare områder .
Dette er en stor effekt i en af de mest klimamæssigt betydningsfulde regioner på Jorden. Observationsstudier understøtter yderligere effekten: over planktonopblomstringer kan antallet af skydråber fordobles, og dråbernes radius kan reduceres med 14 %, hvilket giver en kortbølget strålingspåvirkning på op til -15 W/m² i toppen af atmosfæren – sammenligneligt med aerosolers indirekte effekt over stærkt forurenede områder .
Efterhånden som menneskeskabte aerosoler reduceres (på grund af renere luft-politik), kan naturlige plankton-aerosoler overtage nogle af skydannelsesrollerne, hvilket ændrer forudsigelserne for, hvordan skyer udvikler sig i en renere fremtid .
Resultaterne tyder på, at biosfærens DMS-sky-feedback kan være stærkere end antaget i de nuværende IPCC-modeller. Dette kan betyde en naturlig negativ feedback, der delvis modvirker opvarmningen:
Størst afkøling i polare områder: Modelleringsstudier viser, at når DMS-udledningerne stiger globalt, optræder den stærkeste afkøling over Arktis, forbundet med ændringer i havisens albedo-feedback .
Potentiel dæmpning af arktisk forstærkning: Hvis plankton-sky-feedbacken styrkes under opvarmning (da varmere have kan øge biologisk aktivitet og DMS-udledning), kan dette dæmpe de forventede opvarmningsrater i Arktis .
Større usikkerhed i klimafølsomhed: Da MSA-ruten mangler i de fleste nuværende modeller, kan den faktiske klimafølsomhed – hvor meget opvarmning der sker for en given CO₂-stigning – blive påvirket.
Styrken af denne feedback er stadig usikker. Nogle tidligere studier fandt lav følsomhed af CCN over for ændringer i DMS-udledning på global skala, og CLAW-hypotesen har været kontroversiel . CLOUD-resultaterne genopliver og styrker hypotesen, men fuld integration af MSA-kemi i jordsystemmodeller og validering mod observationer er stadig i gang . Resultaterne er meget nye (offentliggjort 24.-25. juni 2026) og er endnu ikke blevet vurderet af det bredere klimamodelleringssamfund.
CLOUD-eksperimentet fortsætter med at give mekanistisk forståelse af aerosolpartikeldannelse, som kan parameteriseres i klimamodeller . De vigtigste næste skridt inkluderer: at integrere MSA-kemi i IPCC-jordsystemmodeller, validere de modellerede effekter mod feltobservationer over Sydishavet og Arktis, og vurdere, hvordan feedbacken kan ændre sig under forskellige opvarmningsscenarier.
Hvad der allerede er klart: havets biologi kan have en større indflydelse på fremtidens klima, end modellerne hidtil har givet den æren for.
Det nye ved CLOUD-eksperimentet er, at MSA ikke er et mindre biprodukt. Under kolde atmosfæriske forhold – typisk for det marine øvre troposfære og polare områder – fungerer MSA som en effektiv drivkraft for dannelsen og væksten af nye partikler. MSA har en ultralav flygtighed, der kan sammenlignes med svovlsyres . Disse partikler vokser til skydråbekerner (CCN – Cloud Condensation Nuclei), de kim som skydråber dannes omkring .
Denne mekanisme er særlig effektiv i kold, ren marineluft, hvor svovlsyre alene ikke kan danne partikler effektivt .
I årtier har den såkaldte CLAW-hypotese (opkaldt efter forskerne Charlson, Lovelock, Andreae og Warren) foreslået, at DMS-udledninger fra plankton kunne regulere klimaet gennem skydannelse . Men mekanismen blev anset for svag eller usikker . CLOUD-eksperimenterne viser nu, at MSA-drevet partikeldannelse er en væsentlig, hidtil overset rute – især i klimakritiske områder som Sydishavet og Arktis .
„Den marine biosfære kan være bedre i stand til at kompensere for fremtidige reduktioner af menneskeskabte aerosoler end tidligere antaget,“ udtalte CLOUD-samarbejdet .
De fleste globale klimamodeller har ikke inkluderet MSA-drevet partikeldannelse. Da CLOUD-dataene blev integreret i EMAC-modellen (en global aerosol-klimamodel), var resultaterne slående: inkludering af MSA-drevet partikeldannelse og -vækst førte til en stigning på mindst 50 % i koncentrationen af skydråbekerner over Sydishavet og polare områder .
Dette er en stor effekt i en af de mest klimamæssigt betydningsfulde regioner på Jorden. Observationsstudier understøtter yderligere effekten: over planktonopblomstringer kan antallet af skydråber fordobles, og dråbernes radius kan reduceres med 14 %, hvilket giver en kortbølget strålingspåvirkning på op til -15 W/m² i toppen af atmosfæren – sammenligneligt med aerosolers indirekte effekt over stærkt forurenede områder .
Efterhånden som menneskeskabte aerosoler reduceres (på grund af renere luft-politik), kan naturlige plankton-aerosoler overtage nogle af skydannelsesrollerne, hvilket ændrer forudsigelserne for, hvordan skyer udvikler sig i en renere fremtid .
Resultaterne tyder på, at biosfærens DMS-sky-feedback kan være stærkere end antaget i de nuværende IPCC-modeller. Dette kan betyde en naturlig negativ feedback, der delvis modvirker opvarmningen:
Størst afkøling i polare områder: Modelleringsstudier viser, at når DMS-udledningerne stiger globalt, optræder den stærkeste afkøling over Arktis, forbundet med ændringer i havisens albedo-feedback .
Potentiel dæmpning af arktisk forstærkning: Hvis plankton-sky-feedbacken styrkes under opvarmning (da varmere have kan øge biologisk aktivitet og DMS-udledning), kan dette dæmpe de forventede opvarmningsrater i Arktis .
Større usikkerhed i klimafølsomhed: Da MSA-ruten mangler i de fleste nuværende modeller, kan den faktiske klimafølsomhed – hvor meget opvarmning der sker for en given CO₂-stigning – blive påvirket.
Styrken af denne feedback er stadig usikker. Nogle tidligere studier fandt lav følsomhed af CCN over for ændringer i DMS-udledning på global skala, og CLAW-hypotesen har været kontroversiel . CLOUD-resultaterne genopliver og styrker hypotesen, men fuld integration af MSA-kemi i jordsystemmodeller og validering mod observationer er stadig i gang . Resultaterne er meget nye (offentliggjort 24.-25. juni 2026) og er endnu ikke blevet vurderet af det bredere klimamodelleringssamfund.
CLOUD-eksperimentet fortsætter med at give mekanistisk forståelse af aerosolpartikeldannelse, som kan parameteriseres i klimamodeller . De vigtigste næste skridt inkluderer: at integrere MSA-kemi i IPCC-jordsystemmodeller, validere de modellerede effekter mod feltobservationer over Sydishavet og Arktis, og vurdere, hvordan feedbacken kan ændre sig under forskellige opvarmningsscenarier.
Hvad der allerede er klart: havets biologi kan have en større indflydelse på fremtidens klima, end modellerne hidtil har givet den æren for.