Hvert center skulle efter planen udstyres med mere end 100.000 avancerede AI-processorer, så de kunne træne næste generation af såkaldte frontier-modeller – de mest avancerede AI-systemer .

Planen er siden blevet mere begrænset. Ifølge rapportering fra juni 2026 betyder manglen på finansiering, at højst to af de planlagte centre realistisk kan få støtte, før EU’s næste budgetcyklus begynder i 2028 .

Der har også været omtale af en model med tre større og fire mindre centre. Den opdeling er dog ikke bekræftet i EU’s officielle spørgsmål-og-svar-materiale eller pressemeddelelser. De officielle EU-kilder omtaler fortsat en fælles udbudsproces for “op til fem” AI-gigafabrikker uden at fastlægge en formel struktur i to niveauer .

Markant mindre direkte EU-finansiering

Den mest håndgribelige ændring handler om pengene:

• Cirka 4,1 mia. euro i direkte EU-støtte: Værtslandene forventes at bidrage med et tilsvarende beløb. Det vil samlet give omkring 8,2 mia. euro i offentlige midler – langt mindre end den oprindeligt fremhævede ramme på 20 mia. euro .
• Finansiering i to faser: Udbetalingerne er planlagt til 2028 og 2030. Kritikere mener, at tidsplanen risikerer at sende pengene af sted flere år efter, at infrastrukturen er nødvendig, fordi behovet for regnekraft til AI-modeller vokser allerede nu .

Det betyder i praksis, at private investorer og de enkelte medlemslande skal løfte en større del af regningen, samtidig med at det er uklart, hvornår EU-støtten faktisk bliver tilgængelig.

Udbuddet er blevet udskudt igen og igen

Den formelle udbudsproces har ændret tidsplan flere gange:

• Først forventet i slutningen af 2025
• Derefter flyttet til begyndelsen af 2026, i januar eller februar
• Siden udskudt til maj 2026
• Senest rykket til juli 2026

Kommissionen har desuden flere gange udskudt offentliggørelsen af de endelige kriterier for datacentrene. Det har gjort det vanskeligere for potentielle budgivere at vurdere både risiko og økonomi .

Fra 76 forslag til omkring 10 seriøse bud

Den første interessetilkendegivelse i juni 2025 gav 76 forslag fra 16 medlemslande – langt flere end forventet .

Siden er feltet imidlertid blevet betydeligt mindre. I juni 2026 var omkring 10 konsortier ifølge rapporteringen fortsat villige til at forpligte sig under de nuværende vilkår . Usikkerheden om finansieringen og de gentagne forsinkelser har dermed fået mange potentielle partnere til at trække sig eller afvente.

AI-gigafabrikkerne er del af en større suverænitetskamp

Problemerne med gigafabrikkerne skal ses i en bredere europæisk sammenhæng. EU forsøger samtidig at mindske sin afhængighed af teknologi fra lande uden for Europa – især inden for chipproduktion, cloudtjenester, kunstig intelligens og open source.

Den 3. juni 2026 fremlagde Europa-Kommissionen den europæiske teknologiske suverænitetspakke. Den omfatter blandt andet Chips Act 2.0, en lovgivning om cloud og AI samt en strategi for open source . Målet er at styrke Europas kontrol over den digitale værdikæde og skabe større kapacitet til AI-udvikling.

Et stort fransk privat initiativ

Et af de mest markante private bud kommer fra Frankrig. I maj 2026 indsendte konsortiet AION et bud på 10 mia. euro på et stort AI-datacenter i landet. Konsortiet omfatter blandt andre Iliad, Orange, investeringsselskabet Ardian og energiselskabet EDF .

Buddet er et af de største enkeltstående private tilsagn i processen og illustrerer, hvordan erhvervslivet forsøger at udfylde noget af det hul, som den offentlige finansieringsusikkerhed har skabt.

Advarsler fra industrien

Nokia-topchef Pekka Lundmark har advaret om, at Europa risikerer at sakke uigenkaldeligt bagud på AI, hvis investeringerne i infrastrukturen ikke bliver fremskyndet . Andre europæiske teknologiledere har udtrykt lignende bekymringer.

Planen møder også politisk kritik. Den tyske medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, Sergey Lagodinsky, har blandt andet sagt: “Ingen kunne forklare mig, hvad forretningsgrundlaget for de her gigafabrikker egentlig er” .

Hvad er stadig uklart?

Flere centrale detaljer er fortsat under udvikling:

• Det præcise antal tilbageværende budgivere kan ændre sig, og tidspunktet for næste udbud er ikke endeligt fastlagt .
• En struktur med tre større og fire mindre centre er ikke dokumenteret i de officielle EU-kilder. Den kan afspejle analytikernes vurderinger eller intern planlægning, som endnu ikke er offentliggjort.
• EU’s officielle forordning 2026/150 og EuroHPC’s FAQ beskriver en fælles udbudsproces for op til fem AI-gigafabrikker, men fastlægger ikke en model i to niveauer .

Europas AI-ambition på prøve

EU’s AI-gigafabrikker er dermed gået fra en vision om fem centre og en samlet ramme på 20 mia. euro til et mere begrænset program med cirka 4,1 mia. euro i direkte EU-støtte. Udbuddet er senest udskudt til sommeren 2026, og antallet af seriøse private budgivere er faldet kraftigt.

Det svækker ikke nødvendigvis Europas ambition om teknologisk selvstændighed, men det gør vejen dertil vanskeligere. Mens EU forsøger at samle en bred strategi for chips, cloud og AI, viser gigafabrikprojektet, hvor svært det er at omsætte politiske ambitioner til hurtig og tilstrækkeligt finansieret infrastruktur.

Hvert center skulle efter planen udstyres med mere end 100.000 avancerede AI-processorer, så de kunne træne næste generation af såkaldte frontier-modeller – de mest avancerede AI-systemer .

Planen er siden blevet mere begrænset. Ifølge rapportering fra juni 2026 betyder manglen på finansiering, at højst to af de planlagte centre realistisk kan få støtte, før EU’s næste budgetcyklus begynder i 2028 .

Der har også været omtale af en model med tre større og fire mindre centre. Den opdeling er dog ikke bekræftet i EU’s officielle spørgsmål-og-svar-materiale eller pressemeddelelser. De officielle EU-kilder omtaler fortsat en fælles udbudsproces for “op til fem” AI-gigafabrikker uden at fastlægge en formel struktur i to niveauer .

Markant mindre direkte EU-finansiering

Den mest håndgribelige ændring handler om pengene:

• Cirka 4,1 mia. euro i direkte EU-støtte: Værtslandene forventes at bidrage med et tilsvarende beløb. Det vil samlet give omkring 8,2 mia. euro i offentlige midler – langt mindre end den oprindeligt fremhævede ramme på 20 mia. euro .
• Finansiering i to faser: Udbetalingerne er planlagt til 2028 og 2030. Kritikere mener, at tidsplanen risikerer at sende pengene af sted flere år efter, at infrastrukturen er nødvendig, fordi behovet for regnekraft til AI-modeller vokser allerede nu .

Det betyder i praksis, at private investorer og de enkelte medlemslande skal løfte en større del af regningen, samtidig med at det er uklart, hvornår EU-støtten faktisk bliver tilgængelig.

Udbuddet er blevet udskudt igen og igen

Den formelle udbudsproces har ændret tidsplan flere gange:

• Først forventet i slutningen af 2025
• Derefter flyttet til begyndelsen af 2026, i januar eller februar
• Siden udskudt til maj 2026
• Senest rykket til juli 2026

Kommissionen har desuden flere gange udskudt offentliggørelsen af de endelige kriterier for datacentrene. Det har gjort det vanskeligere for potentielle budgivere at vurdere både risiko og økonomi .

Fra 76 forslag til omkring 10 seriøse bud

Den første interessetilkendegivelse i juni 2025 gav 76 forslag fra 16 medlemslande – langt flere end forventet .

Siden er feltet imidlertid blevet betydeligt mindre. I juni 2026 var omkring 10 konsortier ifølge rapporteringen fortsat villige til at forpligte sig under de nuværende vilkår . Usikkerheden om finansieringen og de gentagne forsinkelser har dermed fået mange potentielle partnere til at trække sig eller afvente.

AI-gigafabrikkerne er del af en større suverænitetskamp

Problemerne med gigafabrikkerne skal ses i en bredere europæisk sammenhæng. EU forsøger samtidig at mindske sin afhængighed af teknologi fra lande uden for Europa – især inden for chipproduktion, cloudtjenester, kunstig intelligens og open source.

Den 3. juni 2026 fremlagde Europa-Kommissionen den europæiske teknologiske suverænitetspakke. Den omfatter blandt andet Chips Act 2.0, en lovgivning om cloud og AI samt en strategi for open source . Målet er at styrke Europas kontrol over den digitale værdikæde og skabe større kapacitet til AI-udvikling.

Et stort fransk privat initiativ

Et af de mest markante private bud kommer fra Frankrig. I maj 2026 indsendte konsortiet AION et bud på 10 mia. euro på et stort AI-datacenter i landet. Konsortiet omfatter blandt andre Iliad, Orange, investeringsselskabet Ardian og energiselskabet EDF .

Buddet er et af de største enkeltstående private tilsagn i processen og illustrerer, hvordan erhvervslivet forsøger at udfylde noget af det hul, som den offentlige finansieringsusikkerhed har skabt.

Advarsler fra industrien

Nokia-topchef Pekka Lundmark har advaret om, at Europa risikerer at sakke uigenkaldeligt bagud på AI, hvis investeringerne i infrastrukturen ikke bliver fremskyndet . Andre europæiske teknologiledere har udtrykt lignende bekymringer.

Planen møder også politisk kritik. Den tyske medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, Sergey Lagodinsky, har blandt andet sagt: “Ingen kunne forklare mig, hvad forretningsgrundlaget for de her gigafabrikker egentlig er” .

Hvad er stadig uklart?

Flere centrale detaljer er fortsat under udvikling:

• Det præcise antal tilbageværende budgivere kan ændre sig, og tidspunktet for næste udbud er ikke endeligt fastlagt .
• En struktur med tre større og fire mindre centre er ikke dokumenteret i de officielle EU-kilder. Den kan afspejle analytikernes vurderinger eller intern planlægning, som endnu ikke er offentliggjort.
• EU’s officielle forordning 2026/150 og EuroHPC’s FAQ beskriver en fælles udbudsproces for op til fem AI-gigafabrikker, men fastlægger ikke en model i to niveauer .

Europas AI-ambition på prøve

EU’s AI-gigafabrikker er dermed gået fra en vision om fem centre og en samlet ramme på 20 mia. euro til et mere begrænset program med cirka 4,1 mia. euro i direkte EU-støtte. Udbuddet er senest udskudt til sommeren 2026, og antallet af seriøse private budgivere er faldet kraftigt.

Det svækker ikke nødvendigvis Europas ambition om teknologisk selvstændighed, men det gør vejen dertil vanskeligere. Mens EU forsøger at samle en bred strategi for chips, cloud og AI, viser gigafabrikprojektet, hvor svært det er at omsætte politiske ambitioner til hurtig og tilstrækkeligt finansieret infrastruktur.