De skjulte drivhusgasser: Hvad er de, og hvorfor overser klimaaftalerne dem?

Hvad er indirekte drivhusgasser?

Mens langlivede gasser som CO₂ og metan selv fanger varme i atmosfæren, har indirekte drivhusgasser en minimal direkte effekt. Deres klimapåvirkning kommer fra en kædereaktion: Når de først er sluppet ud i luften, reagerer de kemisk og danner andre stoffer, der så opfører sig som drivhusgasser – især troposfærisk ozon (ozon i den nederste del af atmosfæren) .

Der er især tre stofgrupper, der trækker læsset og tælles med i, hvad atmosfæreforskere kalder bidragsmodeller for ozons drivhuseffekt:

• Kulilte (CO): Den giftige gas, vi kender fra bilers udstødning og brændeovne.
• Nitrogenoxider (NOₓ): Dannes især ved forbrænding i motorer og kraftværker.
• Flygtige organiske forbindelser (NMVOC): En bred vifte af kulbrinter, der blandt andet kommer fra opløsningsmidler, maling og olie- og gasudvinding .

En NASA-baseret modelundersøgelse har fordelt ansvaret for den stigning i troposfærisk ozon, vi har set siden førindustriel tid. Her tegnede NOₓ sig for ca. 31 %, CO for ca. 15 % og NMVOC for ca. 9 % af den såkaldte radiative forcing – det ekstra energitilskud, der varmer kloden op .

Hvordan skaber de opvarmning – og holder 15 %-målet vand?

Det, der gør de indirekte gasser særligt snedige, er deres kemi med atmosfærens egen “vaskemaskine”, hydroxyl-radikalet (OH). Når CO og NMVOC udledes, reagerer de med OH og mindsker dets koncentration i luften. Det betyder, at metan – som ellers ville være blevet nedbrudt af OH – lever længere og dermed opvarmer mere. Samtidig indgår NOₓ og NMVOC i dannelsen af troposfærisk ozon, når sollyset rammer .

Hvor stor en bid af den globale opvarmning stammer så fra denne skjulte kemi? Det understreges i et nyt studie, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science. Forskerne bag konkluderer, at de indirekte drivhusgasser tilsammen er ansvarlige for cirka 15 % af den nuværende menneskeskabte opvarmning – omregnet til omkring 0,3 °C af den globale temperaturstigning .

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at denne form for kemisk klimaeffekt er mere usikker end den direkte effekt fra CO₂. Beregningerne bygger på komplekse atmosfæremodeller, og videnskaben er fortsat under udvikling .

Derfor er de fraværende i Kyoto-protokollen og Paris-aftalen

Når du hører politikere tale om “drivhusgasreduktioner”, tænker de stort set altid på de gasser, der er listet i internationale klimaaftaler. Kyoto-protokollen fra 1997 fokuserede på seks direkte drivhusgasser: CO₂, metan, lattergas og tre grupper af fluorholdige gasser . Paris-aftalen fra 2015 bygger videre på denne ramme, og landenes nationale klimamål (NDC’er) er i vid udstrækning centreret om CO₂ og metan.

De indirekte gasser – CO, NOₓ, NMVOC og molekylært brint – er ikke omfattet af nogen bindende reduktionsforpligtelser i disse aftaler. Ifølge den nye Science-undersøgelse skyldes dette fravær blandt andet, at den opvarmende effekt historisk set har været dårligt forstået. De komplicerede kemiske reaktioner og de store regionale forskelle i gassernes effekter har gjort dem svære at regulere globalt .

Tre grunde til, at en indsats mod dem batter nu

Selvom usikkerheden er større end for CO₂, er der ifølge forskningen gode argumenter for at sætte ind:

1. Næsten øjeblikkelig klimaeffekt. Troposfærisk ozon og mange af forstadierne har en kort levetid i atmosfæren – fra timer til måneder. Hvis man skruer ned for udledningerne i dag, falder koncentrationen hurtigt, og opvarmningsbidraget aftager inden for få år. Det står i skarp kontrast til CO₂, der bliver i atmosfæren i århundreder .
2. Dobbelt gevinst for folkesundheden. De indirekte gasser er ofte de samme stoffer, som skaber smog og giver luftvejssygdomme. En indsats mod NOₓ og NMVOC renser luften i byerne og forbedrer folkesundheden med det samme .
3. Et nødvendigt supplement til CO₂-reduktioner. Selv med de mest ambitiøse CO₂-planer, vil kloden ifølge IPPC’s fremskrivninger oversejle 1,5-gradersmålet, hvis vi ikke samtidig tager alle ikke-CO₂-effekter alvorligt. Den nye undersøgelse peger på, at det kan være en af de mest omkostningseffektive måder at bremse opvarmningen på kort sigt .

Hvad kan gøres?

Løsningerne ligger lige for, og mange af teknologierne findes allerede:

• Renere transport: Katalysatorer på benzinbiler og partikelfiltre på dieselbiler reducerer allerede NOₓ og CO markant. Udskiftning af ældre køretøjer og udbygning af elbiler kan levere store reduktioner.
• Industri og energi: Strengere krav til afbrænding af naturgas og kontrol med fordampning fra olie- og gasanlæg (som slipper store mængder NMVOC ud) er et effektivt værktøj.
• Opløsningsmidler og maling: Overgang til vandbaserede produkter mindsker fordampningen af organiske forbindelser.
• Inklusion i klimaregnskabet: Det måske allervigtigste skridt er, at landene i deres nationale opgørelser og klimamål begynder at rapportere og sætte mål for disse indirekte gasser – præcis som man i dag gør med metan. Flere forskere opfordrer nu til, at disse stoffer får deres egen “globale opvarmningsfaktor” og indlemmes i Paris-aftalen .

Det handler altså ikke om at vælge mellem CO₂-reduktioner og kontrol med indirekte gasser. Det handler om at erkende, at termometeret stiger hurtigere, end CO₂ alene kan forklare, og at en bredere indsats kan købe os dyrebar tid, mens den grønne omstilling rulles ud globalt.