Derfor holder olieprisen sig under 100 dollars trods historiens største forsyningschok

Siden krisen i Hormuz-strædet brød ud og fjernede anslået 14 millioner tønder daglig produktion fra Den Persiske Golf, har eksperter og medier talt om et muligt pris-chok, der kunne sende en tønde Brent-råolie op omkring 200 dollars. Alligevel bevæger prisen sig nu i et interval på 95-110 dollars og har endda ligget under 100 dollars i længere perioder . Paradokset har en enkel forklaring, og den begynder i Beijing.

På Atlantic Councils tiende årlige Global Energy Forum i Washington D.C. gav USA's energiminister Chris Wright tirsdag en nogtern statusopdatering. Han bekræftede, at skibstrafikken gennem det strategiske stræde er stigende, men tilføjede, at en fuldstændig normalisering stadig ligger 'mange måneder' ude i fremtiden . Konflikten har lammet vandvejen i omkring tre måneder, og på trods af en skrøbelig våbenhvile er der endnu ikke indgået en endelig aftale med Iran, der kan genåbne strædet fuldstændigt . Wright påpegede også, at forstyrrelsen rækker ud over olie og gas og omfatter svovl, helium, smøremidler og andre kritiske produkter .

Han understregede samtidig, at energiomkostningerne ikke er steget nok til at forårsage en egentlig efterspørgselsdestruktion, altså et fald i forbruget som følge af for høje priser . Det skyldes især tre midlertidige faktorer.

Kinas kollapsende import: En buffer på 4 millioner tønder om dagen

Den største enkeltfaktor, der holder priserne i skak, er Kina. Verdens største olieimportør har skåret sine indkøb af søbåren råolie til omkring 6,7 millioner tønder om dagen i maj – det laveste niveau i et årti, ifølge tal fra datafirmaet Kpler . Før krigen importerede Kina omkring 11 millioner tønder om dagen . Dette fald på cirka 4 millioner tønder dagligt har effektivt absorberet en massiv del af den tabte forsyning fra Golfen og afskærmet de globale markeder fra en langt værre prisstigning . Analytikere hos Société Générale har kaldt denne reduktion på efterspørgselssiden den mest magtfulde prismæssige stopklods, der er i spil .

Kinas tilbagetrækning er delvist bevidst. Beijing har i stedet for at jagte dyre og knappe laster på spotmarkedet tappet enorme indenlandske råolielagre. Disse lagre anslås til omkring 1,4 milliarder tønder, nok til at dække bortfaldet af mellemøstlig import i et halvt år . Kinesiske raffinaderier har også skruet markant ned for produktionen med en reduktion på ca. 1,8 millioner tønder om dagen i forhold til året før .

Strategiske reserver: En midlertidig forsyningsbro

USA forpligtede sig i marts til at frigive 172 millioner tønder fra sine strategiske oliereserver (SPR), en proces der strækker sig over cirka fire måneder . Kina menes også i stilhed at tilføre råolie fra sine strategiske reserver til hjemmemarkedet – et træk, som energianalytikeren Rory Johnston vurderer, er med til at forklare den afdæmpede prisudvikling . Sammen har disse koordinerede frigivelser tilført nok udbud til at forhindre en uhæmmet prisrally på trods af de igangværende produktionsstop .

Det Internationale Energiagentur (IEA) orkestrerede tidligere på foråret den største koordinerede frigivelse i agenturets historie på 400 millioner tønder fra medlemslandenes reserver, men dette træk formåede ikke umiddelbart at sænke priserne, da det blev annonceret i midten af marts .

Hvorfor denne ro ifølge analytikere ikke vil vare ved

Den nuværende ligevægt er usædvanligt skrøbelig. Nordø-olie (Brent) har handlet i et "relativt afgrænset interval omkring 95-110 dollars pr. tønde" i stedet for at eksplodere til over 150 dollars . Men hver eneste søjle, der bærer dette prisleje, er midlertidig:

• Kinas importstop er reversibelt. Så snart økonomien genvinder momentum, eller lagrene er tømt, kan landets tilbagevenden til markedet udløse et voldsomt prisstigning .
• Strategiske reserver er endelige. Hverken den amerikanske SPR eller andre nationale lagre kan opretholde frigivelser i det uendelige .
• Efterspørgselsdestruktion er ikke indtruffet. Wright bemærkede selv, at energiomkostningerne endnu ikke er høje nok til at tvinge et mærkbart fald i forbruget, hvilket betyder, at prisloftet udelukkende afhænger af konstruerede løsninger snarere end en ægte markedsbalance .

Som en analytikeropsummering præcist formulerede det: "Tømte reserver vil sandsynligvis drive priserne op på lang sigt" .

Lige nu lever verden på lånt tid – og på lånte olietønder.