De store kapitalforvaltere udfordrer konsensus: Hvorfor rentestigningen i juni bliver den eneste

De økonomiske argumenter bag tvivlen

Spag vækst i eurozonen

Kernen i den kontrære analyse er, at euroområdets økonomi stadig er skrøbelig. Med en stilstand eller meget svag vækst er efterspørgselsdrevet inflation minimal. Dagens høje priser er derfor primært drevet af stigende omkostninger og forsyningsproblemer snarere end overophedning, hvilket en renteforhøjelse har svært ved at afhjælpe .

Iran-konflikten: Et midlertidigt chok

Da inflationstallet i april ramte 3,0 % for første gang siden 2023, skyldtes det altovervejende, at oliepriserne var på himmelflugt som følge af krigen i Mellemøsten. Konflikten har skabt industrielle flaskehalse og sendt energipriserne op på niveauer, der giver et klassisk stagflationsscenarie – altså højere inflation kombineret med svagere vækst . Kontrarianerne argumenterer for, at dette udbudschok vil aftage, når de geopolitiske spændinger på et tidspunkt normaliseres. ECB risikerer at overreagere.

Historien rummer advarsler

De alternative forvaltere minder om tidligere politiske fejltrin. ECB satte renten op i både 2008 og 2011, hvorefter prispresset viste sig midlertidigt, mens den globale finanskrise og efterfølgende statsgældskrise rullede ind over kontinentet. Den form for forhastet stramning står som et skræmmebillede, man ikke bør gentage .

Markedets position og potentielle konsekvenser

Konsensus blandt finanshusene er en helt anden. I begyndelsen af juni indikerede markedspriserne næsten 90 % sandsynlighed for en rentestigning på 25 basispunkter i juni, med i alt cirka 75 basispunkter (svarende til tre stigninger) priset ind i år . En rundspørge fra Bloomberg i midten af maj viste desuden et flertal af økonomer, der forventer to rentestigninger fra ECB i løbet af 2026 .

Skulle JPMorgan AM og Pictet få ret, ligger der en betydelig gevinstmulighed i obligationer. Eurozonens statsobligationer er prisfastsat med forventning om flere stigninger. Hvis markedet tvinges til at afvikle den aggressive indprisning, vil renterne falde, og obligationskurserne kan stige pænt . Samtidig har JPMorgan-strateger påpeget, at aktiemarkederne har overreageret på frygten for rentestigninger, hvilket kan skabe genopretningsmuligheder i defensive sektorer som forsyning og dagligvarer .

Med usikkerhed om både oliepriser og Europas konkurrenceevne stiller de kontrære forvaltere et fundamentalt spørgsmål: Har ECB råd til andet end en enkelt, forsigtig manøvre?