Ny natur-måling: Minedrift i Afrika ødelægger skov 34 gange hurtigere end selve minen

Et banebrydende studie offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature (3. juni 2026) maler et rystende billede af industriel minedrifts sande pris for Afrikas regnskove. Holdet bag konstaterer, at for hver eneste hektar aktivt mineområde går yderligere 34 hektar skov tabt – et areal der sluges af serviceveje, boligkvarterer og landbrug til de ansatte . Opgørelsen viser med al tydelighed, at den afskovning, der traditionelt måles ved selve udgravningen, kun er toppen af isbjerget .

Studiet: En 34-doblet skjult effekt

Forskerne fra University of Sheffield har kortlagt perioden 2001-2020 og fundet, at selve miner i Afrika direkte omdannede 187.000 hektar skov – et areal på størrelse med Mauritius. Uden for minernes indhegning skød det dog for alvor fart: Veje, forarbejdningsanlæg, byer og kvægbrug bredte sig i et tempo, der var 34 gange hurtigere end selve minens ekspansion, fortæller universitetets pressemeddelelse . Denne infrastruktur-effekt betyder, ifølge studiets medforfatter, at "det sande skovfodaftryk for afrikansk minedrift er dramatisk undervurderet, når man alene kigger på udgravningsområdet."

Den nye viden flugter med et globalt opsamlingsstudie publiceret i Nature Communications i december 2025, som fandt at minedriftens globale afskovning er to til tre gange højere end tidligere antaget – svarende til 19.765 km² tabt skov og en tilhørende emission på 0,75 petagram CO₂ . I dét studie stod det klart, at over halvdelen af den afledte skovrydning kan spores til minedrift, der slet ikke indgår i officielle registre .

Guldet vejer tungest – men de grønne råstoffer haler ind

Globalt er det guldminer, der rydder mest skov, tæt fulgt af kulminer . Alligevel viser tallene en bekymrende tendens: De såkaldte energiomstillingsmineraler – ikke mindst kobber og kobolt, der er uundværlige for elbiler, batterier, solpaneler og vindmøller – har passeret kuls udledningstempo og forårsager nu tiltagende skovtab. DR Congo og landets koboltbælte nævnes som et af de mest kritiske arnesteder . Efterspørgslen efter netop disse mineraler forventes ifølge studiet at vokse med en faktor 40 frem mod 2040.

Det grønne paradoks

Den grønne omstilling stiller et massivt krav om kobber, lithium, nikkel og ikke mindst den kontroversielle kobolt. Paradokset er nu uomgængeligt: Teknologier, der skal sænke den globale CO₂-udledning, accelererer skovrydning og udleder selv store mængder drivhusgasser i udvindingsøjeblikket. De afrikanske regnskove – i særdeleshed Congobækkenet – fungerer ellers som en af planetens vigtigste kulstofdræn, men når minerne trækker veje og beboelse ind i tidligere urørte områder, bliver skoven brændt og nedbrudt, og kulstoffet sendes retur i atmosfæren .

Allerede i 2024 noterede Mongabay, at DR Congo satte rekord i afskovning, og at den formelle minedrift blot er én del af problemet – småskala- og håndværksminedrift står for mindst 6,6 % af skovtabet i det østlige Congo . Verdensbanken og Chatham House har i årevis peget på, at når først en vej føres ind i urskoven, åbnes porten til helt nye bølger af ulovlig skovhugst og nybyggeri .

Eksperter: Overvågning og regulering halter

Det store efterslæb af uregistreret minedrift (50,29 % af den globale mineafledte afskovning) sætter en tyk streg under behovet for både satellitovervågning og skrappere national lovgivning, fastslår forskerne bag Nature Communications-studiet . Organisationen Forest Declaration påpeger desuden, at selvom Kina justerer deres egen lovgivning med krav om økologisk genopretning, er reglerne sjældent effektive til at beskytte tropeskov i de oversøiske miner, kinesiske selskaber driver i blandt andet Vestafrika .

En samtale, der kun lige er begyndt

World Economic Forum kaldte det i 2025 et "bæredygtighedsparadoks" , og debatten buldrer nu mellem minedriftskoncerner, regeringer og miljøforkæmpere. Hvis den globale efterspørgsel efter kobolt, kobber og lithium skal imødekommes uden at udradere kontinentets regnskove, kræver det ifølge flere aktører en helt ny tilgang til koncessionsaftaler, genopretning af landskaber og inddragelse af lokalsamfund .

Foreløbig er billedet klart: Det sande klimaaftryk fra miner i Afrika er langt større end antaget, og det tvinger den grønne omstillings fortalere til at forholde sig til de ubehagelige kædeeffekter, regnskovenes blodpris.