Særligt sårbare grupper omfatter:
Disse grupper anses for at have en forhøjet risiko for repressalier eller diskrimination fra Taleban-myndighederne.
FN-relaterede rapporter indikerer, at deportationer og pressede tilbagesendelser fortsat er udbredte.
Nøgletal citeret i 2026 omfatter:
Størstedelen af deportationerne er sket fra nabolande som Pakistan og Iran, som huser store afghanske flygtningebefolkninger, med mindre antal rapporteret fra lande som Tyrkiet og Tadsjikistan.
Siden oktober 2023 siger FN, at omkring 5,4 millioner afghanere er vendt tilbage fra Iran og Pakistan tilsammen, mange ikke af egen fri vilje.
FN-rapporter indikerer, at mange afghanere, der sendes tilbage til landet, står over for alvorlige trusler efter hjemkomsten.
Dokumenterede risici omfatter:
FN-undersøgelser har fundet beviser for trusler, tortur og vilkårlige anholdelser rettet mod nogle tilbagevendte og personer med tilknytning til den tidligere afghanske regering eller dissidenter.
På grund af disse farer fastholder FN, at Afghanistan i øjeblikket ikke kan anses for sikkert for mange deporterede migranter og flygtninge.
I centrum for debatten står det internationale princip om non-refoulement, en hjørnesten i flygtningebeskyttelsen.
Ifølge denne regel må stater ikke udvise, deportere eller på anden måde sende en person tilbage til et land, hvor de risikerer forfølgelse, tortur eller andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Beskyttelsen gælder uanset en persons migrationsstatus.
Princippet er forankret i international flygtninge- og menneskerettighedslov, herunder flygtningekonventionen af 1951 og relaterede juridiske rammer.
Menneskerettighedsorganisationer og FN-embedsmænd har rejst bekymringer om politikker i flere regioner.
Pakistan og Iran har gennemført storstilede deportationer af afghanere, herunder personer uden lovligt ophold. Kritikere siger, at mange tilbagesendelser reelt er tvungne eller fremtvunget og kan krænke forpligtelsen til ikke at sende folk i fare.
Samtidig har nogle europæiske lande og EU-institutioner undersøgt muligheder for at øge deportationer af afghanske statsborgere, hvis asylansøgninger er blevet afvist. Rapporter indikerer, at EU-embedsmænd endda har drøftet tekniske arrangementer med Taleban-repræsentanter for at lette tilbagesendelser.
Disse drøftelser er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper og FN-eksperter, der argumenterer for, at udvidede deportationer til Taleban-kontrollerede Afghanistan kan bryde non-refoulement-forpligtelserne.
Striden om afghanske deportationer afspejler en bredere global spænding mellem migrationskontrolpolitikker og flygtningebeskyttelsesregler.
FN-embedsmænd og menneskerettighedsfortalere argumenterer for, at tilbagesendelse af mennesker til Afghanistan, mens landets menneskerettighedssituation er ustabil, risikerer at krænke international lov. Regeringer, der gennemfører deportationer, siger derimod ofte, at de håndhæver immigrationsregler eller prioriterer fjernelse af personer uden lovligt ophold.
Eftersom deportationerne fortsætter i 2026, er FN's centrale budskab klart: tilbagesendelser til Afghanistan bør være frivillige, sikre og værdige – og skal overholde princippet om non-refoulement.