Opdagelsen viser, at krukken fungerede som en fælles gravbeholder, der blev brugt gentagne gange over århundreder, og det er med til at løse et af Sydøstasiens mest vedvarende arkæologiske mysterier.
Krukken, der blev udgravet på Site 75, måler over to meter på tværs og indeholdt en tæt pakket samling af fragmenterede skeletdele.
Analyse af knogler og tænder viste, at de repræsenterede mindst 37 personer, herunder både børn og voksne.
Forskerne identificerede også tilhørende genstande som importerede glasperler og andre kulturelle materialer, hvilket tyder på, at begravelserne var en del af en rituel aktivitet og ikke bare en tilfældig ophobning.
Antallet af knogler overraskede arkæologerne, fordi substantielle menneskebegravelser sjældent var blevet fundet direkte inde i stenkrukkerne før.
Radiocarbondatering af knogle- og tandprøver afslørede, at resterne blev deponeret mellem cirka det 9. og 12. århundrede e.Kr., med nogle dateringer, der samler sig omkring ca. 890–1160 e.Kr.
Beviserne tyder på, at krukken blev brugt gentagne gange over en lang periode – muligvis op til omkring 270 år.
Det betyder, at knoglerne ikke blev lagt i på én gang. I stedet fungerede krukken som et gravsted, der blev besøgt flere gange gennem generationer.
Et af de vigtigste spor kommer fra knoglernes tilstand.
I stedet for hele skeletter var resterne adskilte – knogler fra forskellige dele af kroppen lå løst.
Dette mønster peger stærkt på sekundær begravelse, en praksis hvor:
Arkæologerne observerede også mønstre i, hvordan knoglerne var arrangeret, herunder kranier placeret langs kanten af krukken og lemmerknogler samlet.
Sådanne arrangementer understreger, at krukken blev brugt som et omhyggeligt organiseret gravrum og ikke bare en affaldsplads.
Fordi krukken indeholder rester af snesevis af personer deponeret over århundreder, mener forskerne, at den fungerede som en fælles begravelsesplads for en større familie eller et lokalsamfund.
Den gentagne brug tyder på en vedvarende rituel aktivitet knyttet til forfædrekult eller kollektiv erindring, hvor lokalsamfund vendte tilbage til krukken generation efter generation for at deponere knogler.
I den forstand fungerede krukken sandsynligvis som et fælles ceremonielt omdrejningspunkt i det megalitiske landskab.
Slettens of Krukker har længe fascineret arkæologer. Området rummer mere end 2.000 massive stenkrukker spredt ud over over 100 lokaliteter, men deres formål har været diskuteret i årtier.
Nogle tidligere teorier foreslog, at krukkerne blev brugt til opbevaring af mad, vand eller handelsvarer. Andre pegede på en begravelsesfunktion, men manglede direkte beviser.
Opdagelsen af snesevis af menneskeknogler inde i en enkelt krukke giver nu noget af det klareste bevis på, at i hvert fald nogle af disse kar havde en begravelsesfunktion.
Interessant nok er stenkrukkerne sandsynligvis meget ældre end de middelalderlige begravelser, der blev fundet inde i dem.
Det tyder på, at senere samfund stødte på et allerede gammelt megalitisk landskab og genbrugte krukkerne til begravelsesritualer århundreder efter, at de var blevet skabt.
Forskerne bemærker, at rituel aktivitet ved krukkelokaliteterne ser ud til at have fortsat ind i det 13. århundrede e.Kr., en periode præget af kulturelle og religiøse forandringer – herunder buddhismens udbredelse i regionen.
Arkæologerne understreger dog, at enhver forbindelse mellem krukkebegravelserne og buddhistisk praksis forbliver spekulativ og kræver yderligere beviser.
Udgravningen på Site 75 er en af de mest oplysende opdagelser nogensinde på Slettens of Krukker. Ved at afsløre en krukke fyldt med resterne af snesevis af mennesker giver den:
Tilsammen bringer disse fund forskerne tættere på at forstå et af Sydøstasiens mest gådefulde arkæologiske landskaber – og de mennesker, der vendte tilbage til det i århundreder for at ære deres døde.