REPS beskriver selv teknologien som et "vejkraftværk" integreret i den eksisterende belægning. I stedet for at bygge ny energiinfrastruktur installerer systemet modulære energihøstenheder i vejstrækninger, hvor køretøjer naturligt sænker farten eller bremser.
Typiske placeringer omfatter:
Når køretøjer – især tunge lastbiler – kører over modulet, trykker deres vægt og bremsekraft let mekaniske plader i vejoverfladen ned. Denne bevægelse aktiverer en mekanisk eller hydraulisk energiomsætningsmekanisme, der driver en generator og omdanner den opfangede mekaniske energi til elektricitet.
Fordi modulerne placeres dér, hvor køretøjer allerede bremser, er ideen, at systemet høster energi, som ellers ville gå tabt under opbremsningen. Elektriciteten kan herefter bruges lokalt – for eksempel til at forsyne havneudstyr – eller sendes ind i det nærliggende elnet.
REPS’ første virkelige installation kører i Hamburgs havn, et af Europas travleste logistikcentre. Den første udrulning omfatter et cirka 12 meter langt vejstykke med virksomhedens energihøstsystem.
Centrale rapporterede detaljer fra pilotprojektet:
Pilotprojektet demonstrerer først og fremmest teknisk gennemførlighed – at systemet kan fungere i et travlt industrielt trafikmiljø uden at forstyrre den normale drift.
Detaljerede tredjeparts-præstationsmålinger er dog stadig begrænsede i den offentlige rapportering. Uafhængige data om langsigtet elproduktion, pålidelighed, vedligeholdelsesomkostninger eller livscyklusøkonomi er endnu ikke blevet offentliggjort i bredt omfang.
I 2026 annoncerede REPS en aktiebaseret finansieringsrunde på 23,6 mio. dollars for at accelerere udrulningen af teknologien.
Kapitalen skal understøtte flere områder:
Virksomhedens tidlige strategi fokuserer på trafiktunge industrielle miljøer – havne, logistikcentre og store godsterminaler – hvor tunge køretøjer bremser hyppigt, og potentialet for energihøst er koncentreret.
Hvis økonomien holder, kan disse lokationer fungere som distribuerede mikroproduktionssteder, der producerer elektricitet ved hjælp af eksisterende transportinfrastruktur.
Grundkonceptet – at genvinde energi fra bremsende køretøjer – er velkendt. Forskning viser, at en del af køretøjers energi rutinemæssigt går tabt under bremsning som varme og friktion, hvilket betyder, at noget af den teoretisk set kan indfanges.
Vejintegrerede energihøstere, herunder hydrauliske plader eller piezoelektriske systemer, har været undersøgt i akademiske og tekniske studier som en måde at generere små mængder elektricitet fra trafikbevægelser.
I princippet skaber tunge køretøjer som lastbiler betydelige kræfter på vejoverfladen, hvilket gør logistikcentre til et attraktivt testmiljø.
På trods af det interessante koncept er der flere praktiske spørgsmål om, hvorvidt systemer som REPS’ kan skaleres økonomisk.
Enhver enhed, der udvinder energi fra bevægelige køretøjer, påvirker i sidste ende køretøjets bevægelse. Det centrale spørgsmål er, om systemet hovedsageligt indfanger energi, der ellers ville være spildt under bremsning, eller om det tilfører tilstrækkelig modstand til at øge køretøjernes brændstof- eller elforbrug.
Moderne elektriske og hybride køretøjer genvinder allerede bremseenergi internt via regenerative bremser, som omdanner kinetisk energi tilbage til elektricitet, der lagres i køretøjets batteri. Undersøgelser viser konsekvent, at dette er en af de mest effektive energiindvindingsmetoder i transportsektoren.
Det rejser spørgsmål om, hvor meget genvindelig energi der er tilbage for vejbaserede systemer – især i takt med at udbredelsen af elbiler stiger.
Vejintegreret maskineri skal kunne tåle barske forhold, herunder:
Enhver større udrulning ville kræve systemer, der fungerer pålideligt i årevis med minimal vedligeholdelse.
Selvom teknologien fungerer godt i havne eller betalingszoner, kan den kun være økonomisk bæredygtig på specifikke steder med mange opbremsninger. Det kan begrænse potentialet sammenlignet med konventionelle vedvarende energikilder som solceller eller vindkraft.
For REPS og lignende vejenergisystemer vil det stærkeste bevis komme fra gennemsigtige driftsdata, herunder:
Hvis disse målinger viser stærke resultater i miljøer med tung trafik, kan vejintegreret energihøst blive en nichepræget, men nyttig form for distribueret infrastrukturstrømproduktion – og gøre travle transportkorridorer til små energikilder.
Indtil videre udgør installationen i Hamburg en tidlig virkelig test af, om den vision kan holde i stor skala.
REPS beskriver selv teknologien som et "vejkraftværk" integreret i den eksisterende belægning. I stedet for at bygge ny energiinfrastruktur installerer systemet modulære energihøstenheder i vejstrækninger, hvor køretøjer naturligt sænker farten eller bremser.
Typiske placeringer omfatter:
Når køretøjer – især tunge lastbiler – kører over modulet, trykker deres vægt og bremsekraft let mekaniske plader i vejoverfladen ned. Denne bevægelse aktiverer en mekanisk eller hydraulisk energiomsætningsmekanisme, der driver en generator og omdanner den opfangede mekaniske energi til elektricitet.
Fordi modulerne placeres dér, hvor køretøjer allerede bremser, er ideen, at systemet høster energi, som ellers ville gå tabt under opbremsningen. Elektriciteten kan herefter bruges lokalt – for eksempel til at forsyne havneudstyr – eller sendes ind i det nærliggende elnet.
REPS’ første virkelige installation kører i Hamburgs havn, et af Europas travleste logistikcentre. Den første udrulning omfatter et cirka 12 meter langt vejstykke med virksomhedens energihøstsystem.
Centrale rapporterede detaljer fra pilotprojektet:
Pilotprojektet demonstrerer først og fremmest teknisk gennemførlighed – at systemet kan fungere i et travlt industrielt trafikmiljø uden at forstyrre den normale drift.
Detaljerede tredjeparts-præstationsmålinger er dog stadig begrænsede i den offentlige rapportering. Uafhængige data om langsigtet elproduktion, pålidelighed, vedligeholdelsesomkostninger eller livscyklusøkonomi er endnu ikke blevet offentliggjort i bredt omfang.
I 2026 annoncerede REPS en aktiebaseret finansieringsrunde på 23,6 mio. dollars for at accelerere udrulningen af teknologien.
Kapitalen skal understøtte flere områder:
Virksomhedens tidlige strategi fokuserer på trafiktunge industrielle miljøer – havne, logistikcentre og store godsterminaler – hvor tunge køretøjer bremser hyppigt, og potentialet for energihøst er koncentreret.
Hvis økonomien holder, kan disse lokationer fungere som distribuerede mikroproduktionssteder, der producerer elektricitet ved hjælp af eksisterende transportinfrastruktur.
Grundkonceptet – at genvinde energi fra bremsende køretøjer – er velkendt. Forskning viser, at en del af køretøjers energi rutinemæssigt går tabt under bremsning som varme og friktion, hvilket betyder, at noget af den teoretisk set kan indfanges.
Vejintegrerede energihøstere, herunder hydrauliske plader eller piezoelektriske systemer, har været undersøgt i akademiske og tekniske studier som en måde at generere små mængder elektricitet fra trafikbevægelser.
I princippet skaber tunge køretøjer som lastbiler betydelige kræfter på vejoverfladen, hvilket gør logistikcentre til et attraktivt testmiljø.
På trods af det interessante koncept er der flere praktiske spørgsmål om, hvorvidt systemer som REPS’ kan skaleres økonomisk.
Enhver enhed, der udvinder energi fra bevægelige køretøjer, påvirker i sidste ende køretøjets bevægelse. Det centrale spørgsmål er, om systemet hovedsageligt indfanger energi, der ellers ville være spildt under bremsning, eller om det tilfører tilstrækkelig modstand til at øge køretøjernes brændstof- eller elforbrug.
Moderne elektriske og hybride køretøjer genvinder allerede bremseenergi internt via regenerative bremser, som omdanner kinetisk energi tilbage til elektricitet, der lagres i køretøjets batteri. Undersøgelser viser konsekvent, at dette er en af de mest effektive energiindvindingsmetoder i transportsektoren.
Det rejser spørgsmål om, hvor meget genvindelig energi der er tilbage for vejbaserede systemer – især i takt med at udbredelsen af elbiler stiger.
Vejintegreret maskineri skal kunne tåle barske forhold, herunder:
Enhver større udrulning ville kræve systemer, der fungerer pålideligt i årevis med minimal vedligeholdelse.
Selvom teknologien fungerer godt i havne eller betalingszoner, kan den kun være økonomisk bæredygtig på specifikke steder med mange opbremsninger. Det kan begrænse potentialet sammenlignet med konventionelle vedvarende energikilder som solceller eller vindkraft.
For REPS og lignende vejenergisystemer vil det stærkeste bevis komme fra gennemsigtige driftsdata, herunder:
Hvis disse målinger viser stærke resultater i miljøer med tung trafik, kan vejintegreret energihøst blive en nichepræget, men nyttig form for distribueret infrastrukturstrømproduktion – og gøre travle transportkorridorer til små energikilder.
Indtil videre udgør installationen i Hamburg en tidlig virkelig test af, om den vision kan holde i stor skala.