Mellemøstens oliekrise gør det dyrere at få hver eneste tønde frem

Oliemarkedet bliver i stigende grad styret af én praktisk begrænsning: En tønde råolie har først reel værdi, når den kan lastes, forsikres, sejles og leveres til et raffinaderi. Angreb mod skibsfarten omkring Hormuzstrædet og den midlertidige lukning af Saudi-Arabiens øst-vest-rørledning har indsnævret mulighederne for at få Golf-olie ud på verdensmarkedet. Dermed er logistik blevet en langt større del af den pris, køberne reelt betaler.1721

Saudi-Arabiens rørledning fjernede en vigtig omvej

Saudi-Arabiens øst-vest-rørledning går tværs over landet til Det Røde Hav og har været en væsentlig mulighed for at eksportere råolie uden at passere Hormuzstrædet. Saudiske myndigheder oplyste, at rørledningen blev midlertidigt lukket efter droneangreb fra irakisk territorium den 10.-11. september.2223

Lukningen truer ikke blot produktionen. Den svækker også en beredskabsrute, som netop var skabt til at omgå en presset vandvej. Ifølge Reuters vurderede handlende og saudiske oliekøbere, at råolie på lager i Yanbu, eksporthavnen ved Det Røde Hav, kun kan holde eksporten i gang i fem til syv dage, hvis rørledningen forbliver lukket.21

Det efterlader køberne med færre realistiske eksportmuligheder. Hvor markedet før kunne fokusere på prisen for en bestemt råoliekvalitet, skal der nu lægges langt større vægt på lastehavn, rutesikkerhed, ledige tankskibe og forsikring.

Fragten er nu en del af selve olieprisen

Når adgang til tankskibe bliver knap eller risikofyldt, kan fragten hurtigt æde fordelen ved en billigere råolie. For asiatiske raffinaderier er det afgørende spørgsmål derfor i stigende grad den samlede leveringspris for en last – ikke blot prisen ved eksportterminalen.

Det ændrer handlen på flere måder:

• Sikre og tilgængelige laster bliver mere værd. En tønde, der kan lastes og sejles ad en fungerende rute, kan opnå en præmie, selv om en alternativ råolie ser billigere ud på papiret.
• Fjerne alternativer bliver mindre forudsigelige. Råolie uden for Golfen kan sprede forsyningsrisikoen, men lange sejladser gør køberne mere afhængige af fragtrater og adgang til skibe.
• Rørledninger og havne bliver kursdrivende aktiver. Lukningen af øst-vest-rørledningen viser, at selv alternativer til Hormuzstrædet kan blive operationelle flaskehalse.

Konsekvensen er et større gab mellem benchmarkpriser og omkostningen ved at få hurtige, fysiske leverancer. Det Internationale Energiagentur, IEA, oplyste, at Brent i midten af september lå omkring 105 dollar pr. tønde – 21 dollar højere end ved starten af august og 45 % over niveauet før krigen. Samtidig var priserne på fysiske oliebenchmarks markant højere.41

Geopolitisk risiko løfter råoliepriserne

Oliebenchmarks steg, efterhånden som konflikten bredte sig, og forsyningsruterne kom under nyt pres. Den 14. september sluttede Brent på 105,68 dollar pr. tønde og den amerikanske WTI på 101,39 dollar, efter angreb mod saudisk energiinfrastruktur og skibe havde forstærket frygten for forsyningsproblemer.17 I efterfølgende handel nåede Brent 108,48 dollar og WTI 103,58 dollar.45

Kinas hjemlige marked udsendte et endnu kraftigere signal om bekymring for hurtige leverancer. Yuan-noterede råoliefutures på Shanghai International Energy Exchange steg til rekordhøje 929,4 yuan – omtrent 138,50 dollar – pr. tønde. Det er den højeste kurs, siden kontrakten begyndte at handle i 2018.35

Bevægelserne fastslår ikke nødvendigvis et varigt nyt bundniveau for oliepriser. De viser derimod, hvor hurtigt markedet kan omvurdere olie, når sikkerheden omkring transportvejene forværres. Bedre transitsikkerhed, reparationer af infrastrukturen eller diplomatisk fremgang kan mindske præmien. Nye angreb eller en langvarig lukning kan forlænge den.

Japan står over for den tydeligste test af forsyningssikkerheden

Japan er usædvanligt eksponeret. Omkring 95 % af landets olieimport kommer fra Mellemøsten, og omkring 70 % har historisk passeret Hormuzstrædet.23 Japan har dog nødolielagre svarende til 254 dages forbrug, hvilket giver en betydelig buffer på kort sigt.2

Men lagre løser ikke det grundlæggende indkøbsproblem. Erstatningsolie skal være tilgængelig, konkurrencedygtigt prissat, egnet til raffinaderierne og fysisk mulig at levere. Hvis mange asiatiske købere samtidig går efter de samme tønder uden for Golfen eller uden om Hormuz, vil konkurrencen løfte den leverede pris på alternativerne.

Japan har allerede reageret politisk. Landets plan for mere robuste energiforsyninger omfatter støtte til rørledningsprojekter, der kan omgå Hormuzstrædet. Det afspejler den strategiske betydning af både alternative ruter og alternative leverandører.1

Kina har købekraft – men ikke immunitet

Rekordprisen på kinesiske råoliefutures peger på, at landets raffinaderier også møder et strammere marked for sikre laster.35 Som verdens største importør af råolie kan Kina købe fra en bred kreds af producenter, men højere fragt og begrænsede sejlruter gør det dyrere at erstatte Golf-olie med tønder fra eksempelvis Atlanterhavsområdet.

Spørgsmålet er derfor ikke blot, om alternativer findes i teorien. Det er, om tilstrækkelige mængder kan nå kinesiske raffinaderier hurtigt og til en pris, der stadig hænger sammen økonomisk. En langvarig forstyrrelse vil presse råvareomkostningerne og gøre hurtig, rutesikker råolie mere værdifuld.

Amerikansk olie kan hjælpe – men er ikke en fuld erstatning

Amerikansk råolie undgår flaskehalsen ved Hormuzstrædet og kan derfor aflaste noget af den asiatiske efterspørgsel. Men den er fortsat en løsning med lang sejltid. Når tankskibsfragten og risikoen på ruten stiger, kan transportudgiften opsluge en stor del af prisrabatten på amerikansk olie og svække det normale incitament til eksport.

Asiatiske raffinaderier kan derfor komme til at foretrække tilgængelige tønder frem for de nominelt billigste. I et marked drevet af logistik er den mest konkurrencedygtige råolie ikke altid den med lavest noteret pris, men den last der ankommer med mindst usikkerhed om rute, tid og forsikring.

Det næste afgøres af varigheden

Den afgørende faktor er, hvor længe forstyrrelserne varer. Hvis øst-vest-rørledningen hurtigt kommer i drift igen, og transitsikkerheden forbedres, kan de usædvanligt høje fragtrater og geopolitiske risikopræmier falde. Hvis problemerne fortsætter, kan følgerne blive mere strukturelle: vedvarende konkurrence om olie uden for Golfen, træk på lagre, muligvis lavere raffinaderidrift og højere leveringspriser på olie i hele Asien.

Markedets budskab er foreløbig klart: Energisikkerhed bliver ikke længere kun prissat ved oliebrønden, men i hvert eneste led mellem producent og raffinaderi.