Verdens sundhedspersonale er næsten tredoblet – men der mangler stadig 34,4 millioner

Kvinders deltagelse var afgørende for udviklingen. Men en høj andel af kvinder i arbejdsstyrken har ikke ført til tilsvarende indflydelse i hele sundhedssystemet. Kvinder udgjorde flertallet blandt sygeplejersker, jordemødre og sundhedsarbejdere i lokalsamfund, mens de i de opgjorte estimater udgjorde mindre end halvdelen af lægerne. Det afspejler en kønsopdelt arbejdsdeling, hvor kvinder i høj grad udfører centralt frontlinje- og omsorgsarbejde, men er mindre repræsenteret i stillinger med højere løn, større autoritet og bedre adgang til ledelse.

Det er vigtigt, fordi et simpelt antal ansatte ikke fortæller, hvem der udfører arbejdet, hvordan arbejdet værdisættes, eller hvem der sætter retningen for arbejdsstyrken. Et sundhedssystem kan altså vokse uden nødvendigvis at blive mere lige eller bedre til at fastholde kvalificerede medarbejdere.

Hvorfor mangler der 34,4 millioner?

GBD 2023-analysen definerer ikke mangel som antallet af ubesatte stillinger. I stedet sammenligner den tætheden af sundhedspersonale med den laveste observerede tæthed i lande, der har opnået en score på mindst 80 for effektiv universel sundhedsdækning. Grænserne er dermed empiriske pejlemærker, der er knyttet til adgangen til sundhedsydelser – ikke faste bemandingsregler, som gælder ens for alle lande.

På baggrund af disse pejlemærker var det anslåede globale behov i 2023:

Det største underskud findes blandt sygeplejersker og jordemødre – mere end tre gange så stort som lægemanglen. Det understreger, at løsningen ikke kun er at uddanne flere læger. Primær sundhedspleje, sygepleje, jordemoderfag, tandsundhed, apotekssektoren og lokalt forankrede sundhedsydelser bidrager alle til, at befolkningen reelt kan få adgang til behandling.

Bemandingsgrænserne er ikke de samme som tidligere

En tidligere GBD-baseret undersøgelse med data fra 2019 anslog, at der mindst skulle være følgende antal medarbejdere pr. 10.000 indbyggere for at nå en score på 80 for effektiv sundhedsdækning:

• 20,7 læger
• 70,6 sygeplejersker og jordemødre
• 8,2 medarbejdere inden for tandsundhed
• 9,4 medarbejdere inden for farmaci

Den nyere analyse rapporterer andre observerede grænser: cirka 23,8 læger, 64,5 sygeplejersker og jordemødre, 5,2 tandlæger og 5,6 farmaceuter pr. 10.000 indbyggere.

Tallene bør ikke opfattes som en modsigelse eller som én fast global standard. Undersøgelserne bygger på forskellige dataår og beregningsmetoder. Den nyere metode tager udgangspunkt i den observerede tæthed blandt lande, der når UHC-grænsen, mens den tidligere analyse beregnede minimumsgrænser inden for sin egen model. Ændringer i datagrundlag, landenes resultater og metode kan derfor ændre både grænsen og det beregnede underskud.

Sydasien har det største samlede underskud

Sydasien har det største underskud målt i absolutte tal: cirka 13,6 millioner ekstra medarbejdere på tværs af de fem faggrupper. Den regionale opgørelse omfatter omtrent 2,6 millioner læger, 10,0 millioner sygeplejersker og jordemødre, 0,7 millioner tandlæger og 0,3 millioner farmaceuter.

Befolkningens størrelse er en væsentlig forklaring på, at Sydasiens samlede underskud bliver så stort. Udfordringen er derfor både matematisk og organisatorisk: Regionen skal udvide arbejdsstyrken og samtidig sikre, at medarbejderne fordeles til landdistrikter, fattigere områder og lokalsamfund, der i dag er dårligt dækket.

Afrika syd for Sahara står over for et andet, men lige så alvorligt problem. Regionen havde i 2023 den laveste tæthed af sundhedspersonale i næsten alle større faggrupper. Sundhedsarbejdere i lokalsamfund var den vigtigste undtagelse. Højindkomstlande havde de højeste tætheder.

Forskellen viser, hvorfor ét globalt tal kan være misvisende. Sydasien har det største behov i absolutte tal, mens Afrika syd for Sahara har en ekstremt lav tilgængelighed i forhold til befolkningens størrelse og behov. Begge regioner har brug for flere medarbejdere, men løsningerne må tilpasses lokal befolkningsvækst, sygdomsbyrde, uddannelseskapacitet og mulighederne for at fastholde ansatte.

Hvorfor tallet er højere end nogle WHO-opgørelser

Skønnet på 34,4 millioner kan ikke sammenlignes direkte med alle tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. WHO’s opgørelser over mangel kan bygge på andre årstal, faggrupper, behovsdefinitioner og tidshorisonter. En WHO-opgørelse anslog eksempelvis en behovsbaseret global mangel på 20 millioner sundhedsarbejdere i 2013, 15 millioner i 2020 og forventede 10 millioner i 2030.

GBD-estimatet besvarer et andet spørgsmål: Hvor mange læger, sygeplejersker, jordemødre, tandlæger og farmaceuter er nødvendige for at nå en score på 80 for effektiv universel sundhedsdækning, når man bruger observerede bemandingsgrænser fra lande, der allerede når dette niveau?

Et højere GBD-estimat gør derfor ikke automatisk et lavere WHO-estimat ugyldigt. Tallene bliver først misvisende, når de fremstilles, som om de måler det samme mål, de samme faggrupper, det samme årstal og den samme definition af mangel.

Rekruttering alene lukker ikke hullet

Uddannelse og ansættelser er nødvendige, men flere medarbejdere uden bedre arbejdsvilkår kan føre til høj personaleudskiftning, skæv geografisk fordeling og migration væk fra områder med størst behov. En holdbar strategi skal derfor dække hele vejen fra uddannelse til et langt arbejdsliv:

• Uddannelse: Udvid uddannelseskapaciteten, samtidig med at der investeres i undervisere, kliniske praktikpladser og kvalitetsstandarder.
• Fordeling: Skab økonomiske incitamenter og praktisk støtte til medarbejdere i landdistrikter og andre områder med mangel på personale.
• Fastholdelse: Forbedr løn, sikkerhed, arbejdsbelastning, social beskyttelse og mulighederne for karriereudvikling.
• Ligestilling: Håndtér ulige løn, chikane, diskrimination, ubetalt omsorgsarbejde og uklare forfremmelsesprocedurer.
• Ledelse: Sørg for, at kvinder får reel repræsentation i ledelse, politikudvikling og faglige beslutninger.
• Kompetencesammensætning: Invester i sygepleje, jordemoderfag, farmaci, tandsundhed, sundhedsarbejdere i lokalsamfund, primærsektor og henvisningssystemer – ikke kun i flere læger.

Den centrale pointe er et paradoks: Den globale sundhedsarbejdsstyrke voksede med mere end 80 millioner personer, i høj grad takket være kvinders arbejde, men mange sundhedssystemer ligger stadig langt under den kapacitet, der forbindes med selv moderat universel sundhedsdækning. At lukke hullet kræver mere end rekruttering. Det kræver, at man værdsætter de fag, der allerede udfører en stor del af arbejdet, fordeler medarbejderne mere retfærdigt og opbygger institutioner, der gør det muligt for dem at blive – og at lede.