Nordkoreas missiler varsler hårdere betingelser for nye Trump-Kim-forhandlinger

Alligevel var der behov for hurtig informationsudveksling mellem USA, Sydkorea og Japan. Ved en salve af flere missiler skal landene sammenholde oplysninger om blandt andet antal, flyvebaner, rækkevidde og nedslagsområder, før de kan beslutte, hvordan de skal reagere. De tre regeringer afholdt senere en telefonsamtale for at drøfte affyringerne og koordinere deres svar.

Den form for koordinering er vigtig, selv når missilerne ikke rammer land eller bevæger sig ind i Japans økonomiske zone. En missilsalve kan teste varslingssystemer og afsløre forskelle i, hvordan nabolandene registrerer og beskriver den samme hændelse. For Seoul og Tokyo er episoden samtidig en påmindelse om den praktiske betydning af at holde kommunikationskanalerne åbne, også når den diplomatiske situation er usikker.

Hvorfor allierede fordømte affyringerne

Sydkorea beskrev missilaffyringerne som en alvorlig overtrædelse af FN's Sikkerhedsråds resolutioner, der forbyder Nordkorea at gennemføre ballistisk missilaktivitet. Præsidentkontoret indkaldte til et akut sikkerhedsmøde og beordrede militæret til at opretholde fuldt beredskab.

Japan behandlede på samme måde affyringen som et sikkerheds- og regionalpolitisk problem, selv om projektilet blev vurderet til at være faldet uden for landets eksklusive økonomiske zone. Den tilgængelige rapportering bekræfter Japans registrering og vurdering af nedslagsområdet, men fastslår ikke den præcise ordlyd eller diplomatiske kanal for en eventuel japansk protest.

At der ikke umiddelbart blev meldt om skader, fjerner derfor ikke den juridiske eller sikkerhedspolitiske bekymring. De allieredes indsigelse handlede først og fremmest om selve den forbudte ballistiske missilaktivitet og om den bredere risiko for regional stabilitet, som gentagne prøver skaber.

En begrænset øvelse var ikke nok for Pyongyang

USA og Sydkorea havde oprindeligt planlagt at gennemføre Ulchi Freedom Shield fra 17. til 27. august. Den 19. august meddelte de, at anden halvdel af øvelsen ville blive aflyst efter amerikansk anmodning. Dermed blev øvelsens omfang reduceret markant.

Beslutningen så ud til at skulle skabe rum for diplomati. Men Kim Yo-jong afviste reduktionen som uværdig at kommentere på, samtidig med at hun beskrev forholdet mellem sin bror og Trump som fremragende. Missilaffyringerne dagen efter understregede budskabet: Pyongyang ser ikke en delvis nedskalering af militærøvelser som en tilstrækkelig indrømmelse.

Det beviser ikke, at beslutningen om øvelsen direkte forårsagede missilaffyringerne. Det viser dog, at nedskaleringen ikke førte til en synlig pause i Nordkoreas våbenaktivitet. Pyongyang fortsatte med at kombinere missildemonstrationer med politiske signaler i stedet for at behandle det amerikanske initiativ som begyndelsen på en gensidig deeskalering.

Derfor bliver et Trump-Kim-møde vanskeligt

Trump sagde den 19. august, at han planlagde at mødes med Kim senere i 2026. Samtidig hævdede han, at Nordkorea havde 57 “meget kraftfulde” atomvåben. Den amerikanske regering offentliggør ikke et endeligt og verificeret tal for Nordkoreas atomarsenal, ifølge rapporteringen om Trumps udtalelse.

Dagen efter sagde Sydkoreas forsvarsminister, Ahn Gyu-baek, at Nordkorea blev vurderet til at have mellem 80 og 120 atomsprænghoveder. Han præciserede, at intervallet stammede fra private forskningsorganisationer og ikke var en bekræftet vurdering fra det sydkoreanske militær.

Tallene bør derfor ikke opfattes som en afklaret optælling. Deres betydning er politisk og strategisk: De viser, hvor vanskeligt det er at forhandle om et program, hvis størrelse og kapacitet ikke kan verificeres uafhængigt med stor præcision. Selv Trumps lavere offentlige tal ville være udtryk for en fasttømret atomkapacitet, mens Seouls højere estimat peger på et endnu mere krævende forhandlingsmiljø.

Hvad betyder det for atomafrustning?

Missilsalven antyder, at et topmøde i sig selv ikke vil løse den centrale uenighed. Trump virker åben over for fornyet kontakt på lederniveau, mens Nordkoreas handlinger viser, at landet fortsat ser militær kapacitet som en kilde til forhandlingsmagt. Pyongyang har heller ikke accepteret, at en pause i testaktiviteten skal være prisen for diplomatisk engagement.

Nordkoreas position gør samtidig en hurtig tilbagevenden til forhandlingsmodellen fra 2018-2019 vanskelig. Den tilgængelige rapportering beskriver et Pyongyang, der søger anerkendelse af sin atomstatus og en afslutning på USA's fjendtlige politik – ikke et Nordkorea, der accepterer atomafrustning som udgangspunkt for samtaler. Landets strategiske bånd til Rusland er desuden blevet mere betydningsfulde, blandt andet gennem den rapporterede støtte til Ruslands krig i Ukraine.

De mest realistiske mål på kort sigt vil derfor være smallere end fuldstændig atomafrustning: at genåbne militære og diplomatiske kommunikationskanaler, mindske risikoen for fejlberegninger, etablere begrænsninger på test og undersøge muligheden for en verificerbar fastfrysning.

Et møde kan stadig skabe muligheder for sådanne tiltag. Men affyringerne den 20. august viser, at diplomati i givet fald vil begynde med håndteringen af en etableret atom- og missiltrussel – ikke med en forventning om, at Nordkorea er klar til at opgive den.