Kina spildte rekordmængder af ren energi, mens kulkraften voksede

Tallet på 360 TWh stammer fra et estimat fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) og Global Energy Monitor (GEM). Det omfatter både rapporterede og estimerede, ikke-rapporterede mængder. Derfor kan tallet ikke sammenlignes direkte med alle officielle kinesiske statistikker. Flere rapporter beskriver dog den samme overordnede udvikling: Ren elektricitet blev afvist, samtidig med at kulkraftproduktionen steg.

Hvorfor fortrængte vind og sol ikke kulkraft?

1. Produktionen ligger langt fra de største forbrugere

En stor del af Kinas vind- og solkapacitet er placeret i de nordlige og vestlige regioner, hvor der er gode naturforhold for vedvarende energi. Det største elforbrug ligger derimod i de østlige og sydlige kystprovinser.

For at flytte strømmen mellem områderne kræves der tilstrækkelig lokal netkapacitet, langdistancetransmission og mulighed for at handle elektricitet på tværs af provinsgrænser. Når en transmissionsforbindelse eller det modtagende elnet når sin grænse, kan den ekstra vedvarende strøm ikke bare sendes et andet sted hen. Derfor kan der opstå begrænsninger, selv om der stadig er et samlet behov for mere elektricitet.

2. Vind og sol producerer ikke altid, når efterspørgslen er størst

Solceller producerer mest midt på dagen, mens elforbruget ofte stiger senere på dagen. Vindproduktionen varierer og kan være høj på tidspunkter, hvor det lokale forbrug er lavt.

Uden tilstrækkelig batterikapacitet, pumpekraft, fleksibelt industriforbrug eller andre regulerbare energikilder har systemoperatørerne få muligheder, når strømmen kommer på det forkerte tidspunkt eller det forkerte sted.

Flere produktionsanlæg er derfor ikke i sig selv nok til at fortrænge fossile brændsler. Elsystemet skal også kunne balancere, transportere og prissætte strømmen, mens den bliver produceret.

3. Kul er stadig bygget ind i transmissionsmodellen

Nogle af Kinas store vedvarende energibaser er fortsat planlagt med kulkraft som stabiliserende kapacitet. Et foreslået højspændings-jævnstrømsprojekt fra Kubuqi-området i Indre Mongoliet til Shanghai skal eksempelvis transportere mere end 60 % vedvarende energi. Projektet omfatter samtidig 9.000 megawatt-timer lagring og 2,64 GW kulkraft.

Eksemplet illustrerer det politiske valg, Kina står over for: Skal lagring og andre fleksible løsninger stabilisere den variable vind- og solproduktion, eller skal nye vedvarende energibaser fortsat kobles sammen med kulkraft?

4. Kulkontrakter reserverer plads på markedet

Ifølge CREA og GEM forventedes kinesiske kulkraftværker i 2026 fortsat at indgå årskontrakter, der dækkede omkring 60-70 % af den elektricitet, værkerne leverede året før. Kontrakterne kan give producenterne indtægter og sikre elforsyningen, men de reserverer også en betydelig del af den begrænsede efterspørgsel til kulkraft.

Det gør kul til mere end en nødløsning, der kun bruges ved spidsbelastning. Når kulkraftværker har et økonomisk incitament – eller en forpligtelse – til at levere strøm, kan vind og sol blive begrænset, selv om deres marginale produktionsomkostning er lavere.

Hvorfor gjorde nye kulkraftværker problemet større?

Kinas 30 GW nye kulkapacitet i første halvår skabte ikke blot en reserveflåde, der skulle stå klar til sjældne perioder med høj efterspørgsel. Da kun 2,7 GW blev lukket, stod landet efter perioden med en større kulkraftflåde, der konkurrerede om elsalget i et system, som allerede viste tegn på overkapacitet.

CREA oplyste, at kulkraftværkerne blev brugt mindre intensivt, samtidig med at den samlede kulkraftproduktion steg. Det er foreneligt med, at flere værker konkurrerede om en begrænset efterspørgsel.

Den ekstra kapacitet øgede dermed presset på systemoperatørerne. Kulkraftværkerne havde eksisterende kontrakter, lokale forsyningssikkerhedsroller og investorer med interesse i driften. Vind og sol var derimod begrænset af fysiske problemer med at levere strømmen til forbrugerne.

Det er også med til at forklare, hvorfor skærpede kontroller med nye kulprojekter ikke straks vendte udviklingen. Projekter, der allerede var godkendt eller under opførelse, kunne fortsat blive sat i drift. Samtidig kan regionale incitamenter favorisere kapacitet, der understøtter lokal forsyningssikkerhed, beskæftigelse og investeringer.

De tilgængelige oplysninger peger derfor på fastlåsning og overkapacitet – ikke på en enkel, landsdækkende el-mangel, der nødvendiggjorde hele den nye kulkraftproduktion.

Billedet er dog ikke entydigt negativt. Vedvarende energi leverede mere end 40 % af Kinas elektricitet i første halvår 2026, mens kulkraftens andel faldt til under 50 % for første gang, ifølge kinesiske energimedier. En faldende andel betyder dog ikke nødvendigvis, at kulkraftproduktionen falder. Det samlede elforbrug og den samlede produktionskapacitet kan begge vokse på samme tid.

Hvad betyder begrænsningerne for investeringer i vedvarende energi?

Når en del af produktionen ikke kan sælges, svækkes økonomien i et vedvarende energiprojekt direkte. Et anlæg kan være bygget med forventning om at producere en bestemt mængde strøm, men netproblemer eller driftsbegrænsninger kan forhindre det i at levere. Det skaber usikkerhed om indtægter, netadgang og den pris, investorerne i sidste ende kan opnå.

Kinas nye solinstallationer faldt 66 % i første halvår 2026 til 72,07 GW fra 212,21 GW året før. Faldet blev i rapporteringen i høj grad sat i forbindelse med, at et kapløb om at få projekter koblet på nettet før prisreformer mistede fart. Sammenligningen beviser derfor ikke, at begrænsninger af vedvarende energi var årsagen til faldet. Den viser dog, hvorfor et mindre forudsigeligt marked kan få udviklere til at vælge projekter mere selektivt.

Den kommercielle reaktion kan blive større interesse for projekter, der leverer mere stabil elektricitet frem for blot mere produktionskapacitet:

• Solceller kombineret med batterier kan flytte noget af middagens produktion til aftentimerne og mindske eksponeringen for lokale flaskehalse.
• Vind kombineret med batterier kan udjævne leverancerne og gøre det lettere for projektet at deltage i markedsbaseret drift.
• Fleksibelt elforbrug – for eksempel industriforbrug, der kan flyttes i tid – kan optage overskudsstrøm uden at gøre batterier til den eneste løsning.
• Transmission og handel på tværs af provinser kan flytte strømmen til områder, hvor der er behov for den, i stedet for at lade den gå til spilde ved produktionsstedet.

Kinesiske solproducenter udvider allerede inden for batterieksport, mens væksten i salget af solcellemoduler er aftaget. Udviklingen passer med en stigende efterspørgsel efter lagring af vedvarende energi. Lagring kan ikke erstatte en reform af elnettet, men den kan gøre vedvarende energiprojekter mere værdifulde og lettere at integrere.

Hvordan klarer Australien, Japan og Indien sig?

Det grundlæggende problem går igen i flere asiatiske elsystemer: Udbygningen af vedvarende energi kan løbe hurtigere end transmission, fleksibilitet og markedsreformer. Men institutionerne, elmarkedernes struktur og skalaen er meget forskellige.

Australien: overskud midt på dagen

Australien har oplevet overskud af vedvarende energi på grund af høj produktion fra solceller på tage og store solparker, begrænset transmission og en batteriudbygning, der ikke altid har fulgt med.

Data fra OpenElectricity, omtalt af Reuters, viste, at begrænsningen af vind- og solenergi steg mere end tre gange i årets første ni måneder af 2025 til 3,7 TWh. Det svarede til 6,8 % af den vedvarende produktion i perioden.

Australiens udfordring handler først og fremmest om lokale flaskehalse, overskud af solstrøm i dagtimerne og mangel på fleksibilitet. Den afspejler ikke Kinas kombination af enorme absolutte mængder og kulkontrakter, der dækker en stor del af den tidligere leverede elektricitet. Australien udvider samtidig støtten til solceller og batterier hos virksomheder og private.

Japan: regionale net og mere atomkraft

Japans elsystem er opdelt i regionale netområder med begrænset overførselskapacitet. Begrænsninger af vedvarende energi er også blevet sat i forbindelse med stigende atomkraftproduktion, som optager plads i den lavemissionsbaserede elproduktion, når vind og sol er tilgængelig.

I ni af Japans ti netområder steg begrænsningen af vedvarende energi med 38,2 % til 1,77 TWh i årets første otte måneder af 2025. Det svarede til 2,3 % af den samlede grønne elproduktion ifølge en gennemgang af industridata foretaget af Reuters.

Japans problem er dermed mere geografisk afgrænset og har et langt lavere absolut omfang end Kinas. De tilgængelige kilder indeholder ikke et sammenligneligt landsdækkende japansk tal for første halvår 2026, så direkte sammenligninger for det år bør foretages med forsigtighed.

Indien: transmission og netsikkerhed

I Indien hænger begrænsningerne også sammen med transmissionsflaskehalse og krav til netsikkerhed. Landet holdt 8.133 gigawatt-timer (GWh) solenergi tilbage i perioden april-juni 2026. De rapporterede månedstal var 2.417 GWh i april, 3.235 GWh i maj og 2.481 GWh i juni.

Det er et betydeligt omfang, men stadig langt under Kinas anslåede 360 TWh i den sammenlignelige seksmånedersperiode. Den store absolutte forskel skyldes delvist, at Kina har en langt større flåde af vind- og solanlæg. Sammenligningen bør derfor ikke læses som et enkelt mål for landenes politiske resultater. Begge tilfælde viser dog, at transmissionsinvesteringer skal følge med udbygningen af produktionskapaciteten.

Den bredere lektie for energiomstillingen

Kinas erfaring viser, hvorfor mål for vedvarende energi ikke bør vurderes ud fra antallet af installerede gigawatt alene. Et velfungerende system med renere elektricitet kræver også:

1. Transmission, der bygges før flaskehalsene opstår, så produktionsområder forbindes med de største forbrugscentre.
2. Elhandel på tværs af provinser, så lavemissionsstrøm kan konkurrere uden for sit lokale marked.
3. Fleksible driftsregler, der lader vind og sol fortrænge kul, når nettet sikkert kan absorbere produktionen.
4. Lagring og fleksibelt elforbrug, så produktionen kan flyttes i tid.
5. Reform af kulmarkedet, så kontrakter, der skal beskytte forsyningssikkerheden, ikke samtidig garanterer unødvendig produktion.
6. Investeringsregler, der belønner leveret ren elektricitet, ikke blot opførelsen af endnu mere kapacitet.

Det centrale problem er derfor ikke, at Kina isoleret set har bygget for meget vedvarende energi. Problemet er, at den nye produktion er blevet koblet på et elsystem, hvis fysiske og institutionelle struktur stadig beskytter kulkraftens rolle.

Indtil den struktur ændres, kan mere vind og sol sagtens eksistere side om side med stigende kulkraftproduktion – og samtidig føre til, at endnu større mængder ren elektricitet går til spilde.