ALICE-eksperimentets centrale resultat var målingen af geometridrevet anisotropt flow i oxygen-oxygen- og neon-neon-kollisioner. Partiklerne blev ikke udsendt tilfældigt. Deres bevægelsesmønstre indeholdt både elliptiske og trekantede komponenter, kendt som v₂ og v₃. Afhængigheden af kollisionernes centralitet stemte med hydrodynamiske beregninger, som omsætter kernernes oprindelige overlap til den retningsbestemte strøm af partikler under udvidelsen.
Det er vigtigt, fordi et hurtigt ekspanderende og stærkt vekselvirkende medium kan bevare information om formen på det område, hvor kollisionen begyndte. Med andre ord kan den oprindelige geometri sætte sig som et aftryk i de endelige partiklers kollektive bevægelse. Målingerne viser derfor, at kollektiv adfærd kan opstå i systemer, der er betydeligt mindre end de bly-bly-kollisioner, som normalt forbindes med QGP.
Sagen for QGP-lignende stof bygger ikke kun på partikel-flow. Alle fire store LHC-eksperimenter bidrog med komplementære observationer:
Kollektivt flow, energitab for partoner og jetstråler, undertrykkelse af højimpulsive partikler samt undertrykkelse af tunge kvarkonier udgør tilsammen et sæt af gensidigt understøttende QGP-indikatorer. Hver enkelt måling har alternative forklaringer, som skal modelleres og testes. Den mest præcise konklusion er derfor, at resultaterne samlet peger på QGP-lignende adfærd i lette ionsystemer – ikke at forskerne har taget et direkte fotografi af en plasmadråbe.
Sammenligningen mellem oxygen og neon gjorde samtidig LHC til et indirekte eksperiment i atomkernestruktur. Oxygen-16 er omtrent kugleformet, mens neon-20 er deformeret og ofte beskrives som aflangt eller »bowlingkegleformet«. En deformeret neonkernes orientering ændrer formen på det område, der dannes, når to kerner kolliderer.
ALICE sammenlignede flowmønstrene fra neon-neon- og oxygen-oxygen-kollisioner. Ved at se på forholdet mellem systemerne kan forskerne mindske indflydelsen fra fælles effekter og gøre målingen mere følsom over for forskelle i den oprindelige kernegeometri og over for mindre udsving i strukturen. De målte flowkoefficienter og deres afhængighed af centraliteten stemte med hydrodynamiske forudsigelser, der indeholdt realistiske former for oxygen- og neonkerner.
På den måde fungerede kollisionsresterne som et indirekte billede af kernerne før sammenstødet. En kugleformet oxygenkerne og en deformeret neonkerne efterlader forskellige geometriske fingeraftryk i den kollektive udvidelse, selv om kernerne er alt for små til at kunne afbildes direkte.
Atomkerners deformation undersøges traditionelt ved lave energier gennem blandt andet rotationsbånd, vibrationstilstande og elektromagnetiske overgange. Programmet med lette ioner ved LHC tilføjer en højenergetisk metode: Kernerne bringes op tæt på lysets hastighed, kollideres, og den varme, stærkt vekselvirkende materie får lov til at udvide sig. Derefter bruges partiklernes flow til at udlede den oprindelige geometri.
Metoden erstatter ikke lavenergispektroskopi, men supplerer den. Den kan undersøge, hvordan hele kernens form – og muligvis også udsving på mindre afstandsskalaer – påvirker dynamikken i et ekstremt varmt og hurtigt ekspanderende system. Samtidig giver den forskerne et kontrolleret miljø til at afprøve hydrodynamiske modeller i meget små systemer, hvor modellernes antagelser spiller en større rolle.
Resultatet forbinder dermed to forskningsområder, som ofte behandles hver for sig: atomkerners struktur og egenskaberne ved det stof, der fyldte universet kort efter Big Bang.
Endnu lettere projektiler, for eksempel helium-4, kan blive den næste test af systemstørrelsens betydning. Ved at sammenligne lettere kerner med oxygen og neon kan forskerne lede efter det punkt, hvor tegn på kollektivt flow og energitab bliver svagere eller forsvinder, efterhånden som systemets størrelse, levetid og energitæthed falder.
Sådanne målinger kan bidrage til at fastslå de minimale betingelser for QGP-lignende adfærd og samtidig give endnu en kernegeometri til at teste modeller for både atomkernestruktur og stærkt vekselvirkende stof. De tilgængelige kilder dokumenterer dog ikke en bekræftet helium-4-kørsel, en tidsplan eller en forventet følsomhed. Helium-4 bør derfor betragtes som en mulig fremtidig forskningsretning – ikke som et annonceret resultat.