Året med aske: Da tørke og hungersnød ramte Hijaz under Umar

Hvad forværrede situationen?

Den manglende nedbør var den direkte årsag til krisen. Samtidig faldt hungersnøden sammen med pesten i Emmaus, en alvorlig epidemi i Levanten. Det gjorde forsyningerne fra området vanskeligere og kan have forstærket presset på Hijaz, selv om pesten og hungersnøden var to forskellige begivenheder .

Der findes ikke noget tidligt, pålideligt tal for, hvor mange der døde under hungersnøden. Heller ikke begyndelses- og slutmåneden kan fastslås med sikkerhed. Derfor kan den sidste del af krisen tidsmæssigt have strakt sig ind i år 19 efter hijra, afhængigt af hvornår man regner perioden fra .

Umars svar på krisen

Kilderne fremhæver en kombination af praktisk nødhjælp, mobilisering af statens ressourcer og personlig tilstedeværelse:

1. Offentlig bespisning: Umar lod etablere fælles køkkener og organiserede daglig uddeling af mad, blandt andet mel og olie .
2. Hjælp fra provinserne: Han skrev til guvernørerne i de forskellige områder og bad om forsyninger. Der kom madtransporter fra blandt andet Irak og Levanten .
3. Personligt mådehold: Umar afstod ifølge overleveringer fra smør og kød, indtil almindelige mennesker igen havde adgang til den slags mad. Han gik også rundt om natten for at se til de nødlidende .
4. Hjælp til nomadebefolkningen: Ressourcer blev sendt ud til de grupper, der var flyttet fra ørkenen mod Medina, og de blev senere hjulpet tilbage til deres hjemområder .
5. Hensyn til nød: I fortællingerne om krisen indgår også, at Umar tog nødssituationen i betragtning og ikke håndhævede tyveristraffen i tilfælde, hvor handlingen skyldtes ekstrem sult .

Kilderne tegner dermed et billede af en leder, der ikke blot udstedte ordrer, men også delte befolkningens vanskelige levevilkår og fulgte nødhjælpen tæt.

Hvordan sluttede året med aske?

Da krisen fortsatte, gik Umar ud med befolkningen for at bede om regn. I de klassiske beretninger bad han om regn gennem al-Abbas ibn Abd al-Muttalib. Derefter kom nedbøren, og situationen begyndte at lette .

Det er derfor ikke kun bønnen, der står centralt i beretningerne om afslutningen. Hungersnøden blev også afhjulpet gennem forsyninger udefra, organiseret bespisning og en målrettet indsats for at hjælpe de berørte.

Hvem døde – og hvad skyldtes pesten?

Der er ikke belæg i de mest anerkendte kilder for, at en bestemt sahabi døde af selve hungersnøden. Abu Ubayda ibn al-Jarrah, Muadh ibn Jabal og Yazid ibn Abi Sufyan døde derimod under pesten i Emmaus, som fandt sted samtidig. De bør derfor ikke regnes som ofre for året med aske .

Usikkerheder i kilderne

Enkelte overleveringer fortæller, at Amr ibn al-As sendte nødhjælp fra Egypten. Ibn Kathir påpeger imidlertid et kronologisk problem: Egyptens erobring var ikke afsluttet i år 18 efter hijra. Enten er beretningen placeret forkert i tiden, eller også er dens tilskrivning usikker .

En stor del af de detaljerede beretninger findes hos Ibn Sad i Kitab al-Tabaqat al-Kubra, blandt andet gennem fortællinger knyttet til Aslam, Umars frigivne tjener . De sammenholdes ofte med al-Tabari, Ibn al-Athirs al-Kamil fi al-Tarikh og Ibn Kathirs al-Bidaya wa al-Nihaya. Ved en nærmere kildekritisk undersøgelse bør man især sammenligne beretningernes kronologi og kæder af overlevering.

Hvad fortæller krisen os?

Beretningerne om året med aske viser, hvordan en alvorlig klimakrise kunne udvikle sig til en bred samfundskrise, når høst, græsning, husdyrhold og forsyningslinjer samtidig blev ramt. Ifølge kilderne bestod Umars svar af flere elementer på én gang: akut fødevarehjælp, omfordeling af ressourcer, samarbejde med provinserne, personlig kontrol og juridisk hensyn til mennesker i ekstrem nød.

Det historiske hovedbillede er derfor klart, mens enkelte detaljer – blandt andet den præcise datering, antallet af døde og nogle af de nævnte nødhjælpsruter – fortsat må behandles med forsigtighed.