Ifølge kilder: Iranske hardlinere saboterede USA-aftale med angreb i Hormuzstrædet

Den mest forsvarlige læsning af de rapporterede angreb i Hormuzstrædet i juli er ikke, at alle dele af en hemmelig operation er dokumenteret. Det er derimod, at en fraktion i Iran kan have handlet uden om de normale politiske og militære kanaler for at lukke en diplomatisk åbning over for USA.

Angrebene på tre handelsskibe førte hurtigt til amerikansk militær og økonomisk gengældelse og skærpede striden om, hvem der reelt fastlægger Irans kurs. 123

Det, der ifølge rapporterne skete

The New York Times skrev med henvisning til kilder i det iranske styre, at modstandere af en aftale med Washington brugte en hemmelig operation mod handelsskibsfarten i Hormuzstrædet. Et af skibene var det Qatar-ejede LNG-skib Al Rekayyat, som ifølge samtidige oplysninger blev angrebet i farvandet ud for Oman. Tre skibe blev ramt på et tidspunkt, hvor olie- og gastransporten gennem det strategisk vigtige stræde kun netop var begyndt at komme sig. 12

Den umiddelbare internationale konsekvens var tydelig. USA sagde, at Iran havde angrebet tre handelsskibe, og iværksatte derefter angreb mod iranske mål samt trak en undtagelse tilbage, der havde muliggjort iransk oliesalg. Den amerikanske centralkommando, CENTCOM, oplyste, at angrebene blandt andet ramte luftforsvar, kommando- og kontrolnetværk, kystradarer, anti-skibskapaciteter og små både fra Irans Revolutionsgarde, IRGC. 3

Iran påtog sig ikke offentligt ansvaret for angrebene på skibsfarten. 4

Påstanden om, at toppen blev holdt udenfor

Ifølge oplysninger, der tilskrives fem iranske embedsfolk og to IRGC-medlemmer, fik præsident Masoud Pezeshkian først kendskab til angrebene, efter at de havde fundet sted. Han skal vredt have ringet til Ahmad Vahidi, den øverstkommanderende for IRGC. Vahidi sagde ifølge kilderne, at han hverken havde godkendt operationen eller kendt til den på forhånd. Det Øverste Nationale Sikkerhedsråd – et centralt organ for både krigsførelse og forhandlinger – skulle heller ikke have været orienteret. 1924

Det er kernen i fortællingen om en uautoriseret operation: Ikke en teknisk, dokumenteret forklaring på, hvordan skibene blev angrebet, men en påstand om, at beslutningen var afskærmet fra præsidenten, IRGC's formelle chef og det nationale sikkerhedsråd.

Det tilgængelige materiale fastslår ikke, hvilke våben der blev brugt, hvilken enhed der udførte angrebene, hvordan kommunikationskæden så ud, eller hvordan gerningsmændene undgik at blive opdaget. Disse detaljer kan ikke udledes alene af påstanden om, at højtstående ledere ikke kendte til operationen.

Hvorfor Hossein Taeb står centralt

Ifølge rapporter, der gengiver Times' undersøgelse, nåede undersøgelser i iranske regerings- og sikkerhedskredse frem til, at beslutningen om at angribe de tre skibe kunne føres tilbage til Hossein Taeb. Han er præst og tidligere efterretningsprofil og havde modsat sig en aftale med USA. 2633

Taeb blev senere udpeget til at lede den paramilitære Basij-styrke. Flere rapporter beskriver udnævnelsen som en tilbagevenden til en fremtrædende rolle i sikkerhedsapparatet, mens Ahmad Vahidi formelt blev bekræftet som øverstkommanderende for IRGC. 3941

Udnævnelsen beviser ikke i sig selv, hvorfor Taeb blev belønnet frem for straffet. Men den passer ind i den bredere politiske virkelighed, der beskrives i rapporteringen: Hardlinere, der modsatte sig kompromiser med Washington, havde åbent arbejdet imod en aftale gennem politisk pres, demonstrationer, medievirksomhed og private såvel som offentlige udmeldinger. 18

Rapporter og analyser fremstiller også Taeb som tæt på kredsen omkring Mojtaba Khamenei. Men hvor stor hans indflydelse er, og hvordan beslutningerne konkret træffes, kan ikke fastslås uafhængigt på grundlag af det foreliggende materiale. 3437

En magtkamp med globale følger

Angrebet blotlagde ifølge rapporterne en kløft mellem embedsfolk, som så diplomati som en vej til at mindske presset på Iran, og hardlinere, der anså indrømmelser om Hormuzstrædet og forholdet til Washington for uacceptable. 1831

Konflikten havde betydning langt uden for Teheran. Angreb på skibe satte olie- og gasleverancer på spil, og trafikken gennem Hormuzstrædet faldt kraftigt under eskaleringen. En rapport registrerede blot 13 skibe i transit på den første hele dag efter en genindført amerikansk flådeblokade i juli. 8 I september skrev Times, at mindst 23 fartøjer var blevet ramt i vandvejen i juli og august. 6

Det, vi fortsat ikke ved

Flere videregående påstande omkring forløbet er ikke dokumenteret af de fremlagte kilder. Det gælder blandt andet spørgsmål om Mojtaba Khameneis synlighed i offentligheden, ægtheden af ordrer udstedt i hans navn og påståede planer, der involverer regionale militser, lokaliteter ved Det Røde Hav eller energiinfrastruktur.

Den mest solide konklusion er derfor mere begrænset: Ifølge rapporteringen bidrog en intern hardlinerudfordring mod diplomatiet til at gøre en skrøbelig forståelse mellem USA og Iran til fornyet militær konfrontation. Følgerne for skibsfarten er reelle og dokumenterede; den fulde, skjulte ansvarskæde bygger fortsat på beretninger fra unavngivne iranske embedsfolk og er ikke fremlagt offentligt med tekniske eller retslige beviser. 1219